Midt i den amerikanske valgkamp, der om nogen vil blive husket som en farce og som den, der måske bygger mest på frygt, er det utroligt veltimet, at Michael Moores seneste dokumentarfilm udkommer på DVD og Blu-ray.

Where to Invade Next, er en dokumentarfilm, der gerne vil kaste et positivt lys i disse dunkle tider og vise, at der stadig er massere af glæde sig over og, at vi i fællesskab sagtens kan løse vores problemer rundt omkring i verden. Dokumentaren er uændret fra biografudgaven, og der er ikke noget ekstra materiale, så her følger den oprindelige anmeldelse:

© Scanbox

Det er fuldstændig i samme stil, at Moore nu rejser igennem Europa for at ”invadere” landene, stjæle deres gode idéer, og tage dem med tilbage til USA. En meget uamerikansk idé, men ikke desto mindre en god en.

Sjov på en begavet måde.
Hans rejse tager ham forbi lande som Portugal, Finland, Island, Italien og mange flere, hvor han eksempelvis gerne vil stjæle det finske skolesystem og Italiens betalte ferie. Hver gang bliver han mødt af landets repræsentanter, og får på meget saglig vis præsenteret emnet.

Der hersker på intet tidspunkt tvivl om, at Michael Moore er venstreorienteret, og til hans forsvar så toner han også rent flag lige med det samme. Det hjælper også virkelig meget, at alle disse potentielt tunge emner, bliver fortalt med en smittende humor, der får filmens lange spillelængde til at virke forsvinde kort, da det er så underholdende at være en flue på væggen, under hans rejse.

Lidt uheldige historier.
Denne selvbevidsthed, og ironiske distance holder dog ikke hele vejen til slut. For det ændrer ikke ved, at særlig mod slut, så fremstår filmen måske en tand for belærende.

Filmen skifter næsten tone, da Michael Moore når Tyskland, hvor det ikke længere handler så meget om saglighed på et informeret grund, men mere om patos. Det er forståeligt i et land som Tyskland, med deres blodige historie, men denne patos glider også over i besøgende i Tunesien og Island, og mister mig næsten som publikum.

Dette får også hans noget idylliserede syn på landene til at fremstå noget naivt. Særligt når han fremhæver Island som et duksedrengseksempel i god bankføring, midt i al virakken om Panama Papers og statsministerens afgang.

Jeg har altid svært ved at vurdere Michael Moores film. På den ene side finder jeg altid hans film yderst underholdende, informative og langt mere emotionelt involverede end den klassiske didaktiske dokumentar. På den anden side er han også meget venstreorienteret, til en sådan grad, at han ofte bevæger sig tæt på grænsen til propaganda, hvor han åbenlyst sorterer i fakta for at når frem til en bestemt pointe.

I Where to Invade Next, bevæger hans sig mere fornemt igennem en lang række, hovedsageligt, europæiske lande, og selvom han mister mig lidt til sidst, så er hans optimisme i hvert fald en vitaminindsprøjtning de fleste kunne have godt af i dag.