En begavet nytænkning af PTSD på film.

I Disorder følger vi soldaten Vincent (Matthias Schoenaerts). Han er vendt hjem fra militærtjenesten uden fysiske skavanker, men lider af PTSD og har derfor svært ved at finde et fodfæste i hans fredelige hjemland. En af hans krigskammerater skaffer ham dog et job som sikkerhedsvagt for en velstillet libanesisk forretningsmand. Der går dog ikke længe inden har begynder at blive paranoid og se fjender over alt omkring sig, og han er lige ved at bryde sammen indtil det viser sig, at han måske ikke er så forkert på den alligevel.

Hverdagens krige.
Vi har set folk få et nervøst sammenbrud på rigtig mange forskellige måder. Oftest bliver denne indre konflikt dog brugt til at skabe et melodrama, der i stedet for at bearbejde problemstillingen skubber den til side for et genkendeligt drama. Sådan er det dog ikke her, hvor Vincents PTSD spiller en stor rolle, særligt i den første tredjedel af filmen.

Her spiller filmen meget de filmiske klichéer om folk, der lider af mentale problemer og fik da også i starten narret mig til at tro plottet ville være umanerligt, konventionelt og kedelig. Det er nemlig tydeligt for enhver, at han går og kæmper med nogle problemer, og han virker aldrig rigtig til stede. Derfor tror man automatisk heller ikke på ham, da han begynder at opføre sig mistænkeligt og studie sine omgivelser som var han i en krigszone. Det er meget simple symbolske værktøjer, men det virker, fordi Matthias Schoenaerts er fantastisk som underspillet soldat på randen af et sammenbrud. Det ville være synd at afsløre mere i en anmeldelsen, men spændende bliver det hurtigt.

Disorder er en begavet leg med filmiske konventioner og illusorisk symbolik. Schoenaert er god som et vaskeægte urmenneske og Diane Kruger gør det også fornemt, om end hendes karakter er noget mindre udpenslet. Filmen gør sjældent noget helt ekstraordinært, men er dog underholdende og medrivende i alle sine 101 minutter.