Et ømt coming of age-drama.

Virgin Mountain er navnet på islandske Dagur Káris nye varme, men også hjerteskærende film om bjerget (manden) Fúsi (Gunnar Jónsson) på 43 år, der trods et stilfærdigt liv, hvor han lever hjemme hos sin mor og oplever nok nederlag i hverdagen til at få ethvert andet menneske til at krybe ned i et mørkt hul, har et hjerte af guld og menneskeligt overskud til dem, der fortjener det.

Tiden der står stille
Fúsi bor hos sin mor. Han arbejder i en lufthavn, men har aldrig selv været uden for Island. Han lever et stilfærdigt liv, hvor han elsker at lege med radiobiler og miniaturelandskaber af slag fra anden verdenskrig med sin eneste ven. På arbejdspladsen bliver han voksenmobbet (måske lige til den grovkornede og platte side) af sine kollegaer. Fúsi forholder sig apatisk, som et forsvar, selvom drillerierne bl.a. indebærer buksevand.

Hans liv er en evig strøm af rutine, hvor han starter dagen med cocopops med mælk. Han spiser den samme menu på den samme thai-restaurant hver fredag, og slutter dagen af med at ønske et heavy metal-nummer på den lokale radiostation, som han hører i sin pick-up.  Alt imens raser Islands vinter uden for. Den er nok tryg for Fúsi, men den er også mørk, bidende kold og langtrukken – tiden er gået i stå.

Men en dag sker der noget. Fúsis mors nye kæreste, en opportunistisk og selvsmagende Don Juan, der tager Fúsis mor hårdt over køkkenbordet, giver Fúsi et gavekort til et line dance-kursus i fødselsdagsgave for at få ham til at socialisere mere med omverdenen. Her møder han storsmilende og udadvendte Sjöfn, der elsker blomster og Dolly Parton. Fúsi bliver forelsket. Men Sjöfn har også en mørk side.

Klichéfyldt, og så alligevel
Før Fúsis møde med Sjöfn, møder han en dag en 10-årig pige på trappen i hans opgang. Hun er lige flyttet ind, og kender ikke nogen. De begynder at snakke lidt sammen, da pigen er meget interesseret i Fúsis nyerhvervede fjernstyrede bil. Her nåede jeg lige at tænke ”åh nej – ikke en historie om et blomstrende venskab mellem barn og voksen”. Heldigvis blev jeg glædeligt overrasket, da Fúsis og pigens relation ikke en den bærende fortælling, men den fungerer derimod som katalysator for nogle fejlagtige pædofilianklager mod Fúsi senere i filmen.

Da Fúsi så møder Sjöfn, tænkte jeg ”åh nej – ikke en historie, om en kvinde, der lærer en mand at leve og slå vingerne ud” (host, host The 40 Year Old Virgin). Denne fordom bliver heldig også gjort til skamme, da Sjöfn i højere grad får Fúsi til at lære noget om sig selv. Sjöfns depression får Fúsi til at forvandle sig til et bjerg af omsorg, der kan tage sig af et andet menneske, han holder af – også selvom det gør ondt.

Virgin Mountain er dermed ikke den klassiske rom-com. Humoren er bidende tør, og filmen er langt fra storslået romantisk. Man forventer, at filmen går ned ad nogle sikre veje, som er set hundrede gange før, men den afviger heldigvis de værste klichér.  Filmen er nærmere et ømt og fint coming of age-drama om en mand, der endelige må lære at stå på egne ben. Gunnar Jónsson giver et fint og nuanceret portræt af kæmpen Fúsi, og man er med ham hele vejen. Medfølelsen for Fúsi bliver aldrig proppet ned i halsen på publikum, og derfor lykkedes denne film rigtig fint, selvom nogle greb, som for eksempel mobberierne på arbejdspladsen, er en smule karikerede. Men Gunnar Jónssons præstation gør filmen til en vedkommende og varm oplevelse, der er et smut i biografen værd.