The Search (DVD)

Kategori Hjemmevideo af - juni 24, 2016
The Search (DVD)

Der er sikkert nogen, der har gået og tænkt: Hvad blev der egentlig af Michel Hazanavicius, der for fem år siden skabte den charmerende The Artist? Svaret er dette historiske krigsdrama, The Search, om Carole (Berenice Bejo), en nødhjælpsarbejder i Tjetjenien, der danner et tæt bånd med en ung og alene dreng.

Hvis det lyder som, at Hazanavicius har bevæget sig uden for sin komfortzone, så er det fordi han har det, og resultatet er ikke så godt som man kunne have håbet.

Forkerte virkemidler.
For noget af det, der gjorde The Artist så god var ikke bare, at den genskabte magien fra filmindustriens stumme tidsalder, men også, at den var så nådesløs følelsesladet.

Musikken og de store overdrevne gestikulationer passer perfekt ind i en romantisk ramme, og med det viste Hazanavicius, at han kunne skabe en både rørende og opløftende fortælling. I dette tilfælde tegner der sig dog et billede af, at han kun kan udtrykke sig på en måde.

TheSearch1

Alt for didaktisk.
For hvor det passede perfekt ind i et romantiskdrama at lege med følelserne, fremstår det mere som følelsesporno, når man gør det samme i et krigsdrama. Jeg forstår godt, hvad Hazanavicius vil fortælle med billederne af uskyldige civilister, der brutalt bliver slået ihjel eller mister, alt hvad de tidligere kaldte for deres hjem. Der hvor det bliver til følelsesporno er når der ikke er noget budskab ud over, at det er forfærdeligt. For et er, at have noget på hjerte, noget helt andet er at tegne et ensidigt billede af en umenneskelig skurk, og at moralisere og belære sit publikum i to en halv time.

Med andre ord er The Search en fuser. Den er velmenende, men måden historien fortælles på, og menneskerne karakteriseres på er så endimensionelt, at ethvert forsøg på at skabe et afrundet og eftertænksomt drama om en af de største humanitære fiaskoer falder fuldstændig til jorden.

The Search (DVD)
3 / 6  
Film
Ekstra materiale
  • Release Date: 6/23/2016
Skrevet af
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele mine oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.
Kommentarer er lukket.