En gyser, der ikke er uhyggelig.

De onde ånder er endnu engang tilbage i Nattens dæmoner 2, der har skiftet gården i Rhode Island ud med et rækkehus i Nordlondon. Året er 1977, og vi følger stadig det dæmonjagende ægtepar Ed (Patrick Wilson) og Lorraine Warren (Vera Farmiga). Lorraine har dog i den seneste tid lidt af ildevarslende forudanelser, så da en enlig mor og hendes fire børn bliver hjemsøgt i England, står ægteparret over for deres største udfordring til dags dato, for kan de stadig jage ånderne væk?

Høj produktionsværdi.
Det meste af filmen udspiller sig i det hjemsøgt hus, og selvom det lyder som opskriften på en lang række billige gys, så skabes følelsen også af at være fremmed i eget hjem. Hver en krog bliver udforsket af mennesker, der er skrækslagende. Alt er fornemt opsat og visuelt tiltalende, hvilket altid er rart.

Det hele fungerer godt i starten, men der er grænser for, hvor mange scener man kan have lige efter hinanden, med folk, der går langsomt ned af en gang, eller kigger under sengen, fordi de har hørt en lyd.

Vera Farmiga er derimod en virkelig god ”Scream Queen”. Til forskel fra hendes rolle i Bates Motel, hvor uhyggen er mere psykologisk, så gør hun det også godt her i en noget meget fysisk rolle. Det hjælper også, at Lorraine har ben i næsen, hvilket gør hende til mere end endnu en kvinde, der bare bliver skræmt fra vid og sans i en gyser.

Ikke just skræmmende.
Den fornemme produktion bærer dog kun filmen et stykke af vejen, for hvis ikke den er uhyggelig, så er den ikke meget værd – og desværre skal man lede længe efter gysende. Jeg tror kun, at jeg blev skræmt et par gange og det var ikke på grund af historien, men udelukkende af de klassiske ”jump scares”, hvor noget pludselig hopper mod kameraet.

Bedre bliver det heller ikke af, at selve dæmonen er alt andet end frygtindgydende. Selvom den forsøger at skræmme os, og langsomt ødelægge både huset og familiens sindstilstand, så kan den ikke skjule, hvor tandløs den i virkeligheden er.

Ingen kommer rigtig til skade, og i stedet for at slå nogen ihjel i starten, for at etablere en frygt-for-livet følelse, så nøjes filmen blot med at skræmme på en meget monoton og forudsigelig facon. At historien ovenikøbet efter sigende skulle være baseret på virkelige hændelser skubber blot filmen endnu længere mod farcen.

Nattens dæmoner 2, er en gyser, hvor gysende udebliver. Produktionsværdien er helt i top, og både de engelske og amerikanske skuespillere giver sig fuldt ud. Men uanset hvor ihærdig det hele end er, så kan det på intet tidspunkt skjule, at filmen er ganske ufarlig og uengagerede.