Den ene halvdel er vidunderlig smuk, den anden er noget prætentiøst.

Dokumentaren Heart of a Dog er blevet til, fordi den velkendte musiker og kunstner Laurie Anderson mistede sin terrier, Lolabelle. Det er dog ikke blot en bearbejdelse af forholdet mellem hende og hunden, men en poetisk gennemgang af emner som livet efter døden, overvågningssamfundet, kærligheden og verden efter 11. september.

Historien fortælles gennem et mosaik af tegninger og musik fra Anderson. I denne meget fantasifulde blanding af virkelige optagelser og drømmelignende seancer hører vi hende fortælle om hendes store kærlighed til hundene, der hurtigt bliver til en metafor for hendes bearbejdelsen af de ovenstående emner.

En personlig film.
Det er ren poesi, når det er allerbedst, og der hvor filmen for alvor rammer plet er i de passager, hvor hendes meditative musik får lov at stå alene, eller eksistere i samspil med hendes digte, i stedet for blot at være baggrundstapet.

For filmen balancerer hele tiden mellem at være gal eller genial. Digtene fremstår det mest af filmen mere som en prætentiøs øvelse i at sammenligne en hunds blik med alt mellem himmel og jord, end noget andet. Der mangler simpelthen en inderlighed og autenticitet, når hun opremser sine lyriske sætninger, hvilket ellers er meget sjældent hos hende.

De mange, tilsyneladende, tilfældige skift mellem animation, fantasi, og sarkastiske bemærkninger gør, at der slet ikke er nogen balancegang, eller takt og tone imellem de to dele, og det hele ender derfor som et stort kaos, og ikke den ellers tilsigtede ro.

Heart of a Dog, er om nogen en film, der sidder mellem to stole. På den ene side hersker der aldrig tvivl om at Laurie Anderson er en stor kunstner, det vidner hendes fornemme portefølje af alternativ musik om, men selvom vi ser dette talent glimtvis i filmen, så ændrer det ikke ved, at produktet som helhed minder mere om selvhøjtideligt navlepilleri end noget andet.