Et sjovt twist på Kejserens nye klæder, med utroligt menneskelige karakterer

I denne absurde historie, der øjensynligt er inspireret af Kejserens nye klæder, følger vi i 1920’ernes Frankrig, den velstillede Marguerite, der altid har ønsket at være operasangerinde. Hun har dog, for at sige det mildt, ikke noget stort talent, så i flere år har hun kun optrådt for en lille lukket forsamling.

Alt ændrer sig dog, da to ballademagere får sneget sig ind til en af hendes optrædener, og efterfølgende overbeviser hende om, at hun bør optræde på den store scene. Dermed kan flere årtiers løgne pludselige bliver afsløret, og Marguerites ydmygelse være endelig.

Hvad får en til at lyve?
Det er et eftertænksomt spørgsmål at stille, for hvorfor lyver alle disse mennesker egentlig over for Marguerite? Det er tydeligt for enhver, at Marguerite er utrolig ensom, på trods af hendes rigdom og, at hun godt inderst inde ved, at der er noget i vejen.

Vi kommer imidlertid ikke længere ind på livet af hende, til trods for, at vi tilbringer næsten hver eneste scene i selskab med hende. Normalt ville denne mangel være noget, som jeg ville hæfte mig negativt ved, men ikke i dette tilfælde, fordi alle andre personer er langt mere interessante end Marguerite.

Birollerne er utroligt tredimensionelle.
Det er nemlig langt mere tiltalende at rette forstørrelsesglasset mod alle dem, der er en del af løgnen. For hvor filmens udlægning af Marguerites problemer er lige til, så har alle andre vidt forskellige årsager til at lyver over for hende.

Hvorfor ødelægger hendes mand hele tiden sin bil for at undgå at høre hende synge, hvorfor tager butleren alle de hysterisk iscenesatte billeder af Marguerite, hvilken fortabt sjæl er sanglæren, hvorfor tager adlen del i dette cirkus, hvad gør, at svindleren efterhånden får skyldfølelse, og danner par med den unge aspirerende sangerinde, der på trods af sit talent slet ikke kan trække det samme publikum?

Der er så mange inderligt stimulerende spørgsmål, der bliver stillet omkring bi-karaktererne, og filmen kradser præcis nok af overfladen til at pirre ens interesse. At alle andre mennesker er mere fængslende bliver også med al tydelighed fremhævet i det første af fem kapitler, hvor historiens fokus er på omgivelserne, i stedet for på selve Marguerite.

Når det kommer til en endelig bedømmelse af Marguerite, er det ikke helt lige til. For på den ene side, er filmen en langtrukket udgave af kejserens nye klæder, hvor den tilstræbte sympati for den triste Marguerite aldrig rigtig rammer plet, for midt vedkommende. Samtidig er der dog ingen tvivl om, at filmen meget overraskende har noget nær den bedste ensemble af biroller, der alle har hver deres mål med tilværelsen og fremstår som mennesker, i stedet for udelukkende at eksistere for at skubbe historien fremad.

Det sker næsten aldrig, at en films verden faktisk fremstår ægte, så selvom selve plottet måske er mere eller mindre mislykket med en klichefyldt hovedkarakter, så er alle andre mennesker så usædvanligt menneskelige, at det gør filmen værd at se, alene af den grund.