Mustang burde have vundet Oscar’en for bedste udenlandske film.

I dette franske drama følger vi fem forældreløse søskende, der bor hos deres bedstemor i en lille landsby i Tyrkiet. De lever en helt normal tilværelse, som almindelige som den kan være for fem unge forældreløse piger. Alt ændrer sig dog efter en harmløs leg med nogle drenge på stranden, hvorefter søstrenes frihed langsomt indskrænkes, og deres liv forvandles til et fængsel, hvor de oplæres som husmødre og endda bliver giftet bort, en efter en, i arrangerede ægteskaber.

Kultursammenstød.
Jeg er måske ikke nogen kvinde, eller tyrker for den sags skyld, men jeg er opvokset med et tæt bånd til den mellemøstenlige kultur, og lad mig bare sige, at det er uhyggeligt troværdigt, hvordan familierelationerne og den konstante tanke på ens ”omdømme” bliver beskrevet. For mange andre i Danmark og andre vestelige-lande kan det hele måske virke en smule overdrevet for dramatisk effekt, men det er det på ingen måde.

I sådanne familier, og lad mig bare understrege, at det ikke er alle familier, men i sådanne familier er man rigtige gode til at holde hinanden tilbage. Det handler hele tiden om, hvad ”de andre mon tænker om os”, og om altid at udvise overskud og at overholde normerne. Det handler aldrig om at være autentisk og have det godt med hinanden, og hvis der er nogen, der vover at skille sig ud fra normerne, skal ”de andre” nok sørge for, at man føler sig uønsket.

Utrolig rørende.
Det er en ufattelig ond spiral, og derfor er det ikke desto mindre opløftende og hjerteskærende, når man i glimt oplever medmenneskelige og empatiske øjeblikke i filmen, der ikke handler om at fremme sig selv, sin status eller tilfredsstille sine egne behov.

Jeg har ikke lyst til at afsløre mere af historien end det, der allerede bliver nævnt, men der hersker ingen tvivl om, at det er en meget bevægende film, hvor alle uden undtagelse også spiller helt fantastisk.

Men for, her til sidst, at vende tilbage til min indledende udtales, så er der ingen tvivl om, at Mustang er en bedre film end oscarvinderen for bedste-udenlandske film, Sauls Søn. Sauls Søn er en utrolig intens og klaustrofobisk film, men med Mustang får man alt det og en mere aktuel og rystende historie, der for alvor rammer en lige i solarplexus og aktiverer ens tårekanaler, og når det lykkes for en film at videregive den følelse, så er der ikke meget andet at gøre end at overgive sig til den.

Der er ingen tvivl om, at Mustang ikke er for alle, men den er i hvert fald for mig. Jeg har ikke svært ved at se dens eksistensberettigelse – hvilket ellers ofte kan være et problem med de fleste film. Den er både velspillet, dramatisk medrivende og flot filmet. Der hersker ingen tvivl hos mig om, at man skal se Mustang, hvis altså man kan få sig selv til det.