Cate Blanchett stjæler fuldstændig showet.

Carol udspiller sig i 50’ernes New York. Det er en meget konservativ periode i menneskehedens historie, hvor alle kønsrollerne stadig lever i bedste velgående. Her møder vi Therese (Rooney Mara), der som en aspirerende fotograf lever en tryg tilværelse sammen med sin kæreste. Det eller ændrer sig dog, da hun møder Carol (Cate Blanchett). Pludselig er hendes liv forandret, og det markerer stadig startskuddet på et forbudt forhold.

Som at rejse tilbage i tiden.
Det er meget passende i disse tider, hvor man i filmindustrien taler om, hvordan dem uden for majoriteten stadig føler sig forbigået, at vi får en film, der udspiller sig i det man skulle tro var en svunden ære. For er der noget filmen som helhed gør godt, så er det at skabe følelsen af at ære i en anden tid. Tiden går ganske enkelt langsommere, når man i 50’erne ikke er bundet til sin mobil, og dette afspejler sig i alt lige fra filmens fortælletempo til karakterernes væremåde. Og denne meget stilrene fortællestil passer meget godt til selve historien.

For man ville nok som udgangspunkt tro, at et ”lesbisk-drama” normalt ville være et grundlag for en meget moraliserende fortælling, med en meget slet skjult henvisning til nutiden. Dette er dog på intet tidspunkt tilfældet. I stedet er kærlighedshistorien meget mere underspillet. Den er så underspillet, at hvis ikke man følger med i filmen, kan man meget nemt kan bliver overrasket over, at der opstår en romancen. Alt dette lyder måske kedeligt, men det er det aldrig og det er i allerhøjeste grad takketvære de to hovedrolleinder.

Samspillet mellem Cate Blanchetts Carol og Rooney Mara som Therese er intet mindre end fænomenalt. Der er så ufattelig meget, der bliver sagt uden ord, at filmen også godt tør have lange passager, hvor de bare stirrer op hinanden uden at sige et ord. Dette lyder som opskriften på en katastrofe, men Rooney Mara er så underspillet, at Terese bliver en næsten mytisk skikkelse, for slet ikke at tale om Cate Blanchett, der som en moderne Meryl Streep, er noget af det mest karismatiske og enigmatiske, jeg har set i rigtig lang tid.

Lidt for underspillet.
Den eneste rigtige kritik man kan give filmen er, at vi aldrig rigtig kommer ind på livet af bi-karaktererne.  Mændene bliver ganske enkelt efterladt i baggrunden, mens de andre kvinder opfører sig meget i henhold til konventionerne. Derfor bliver det til tider svært at forstå, hvordan Carol og hendes mand nogensinde har kunne elske hinanden, når de gør livet så surt for hinanden hele tiden. For slet ikke at tale om Thereses kæreste, der aldrig virker synderlig ubegavet, men som aldrig får nok tid til at have nogen dybde.

Carol er et helt anderledes underspillet melodrama. Kærlighedshistorien er rørende og betagende, hvor særligt Cate Blanchett leverer en scene-stjælende præstationen. Filmen formår at skabe en troværdig 50’er atmosfære, og selvom vi måske aldrig kommer ind på livet af de andre personer i filmen, så har det ikke den helt store effekt på den samlede oplevelse. Det er i allerhøjeste grad en film, der efterlader en masse til ens egen fantasi, og når Cate Blanchett er så fantastisk, at det slet ikke kan siges nok, er det ikke svært for mig at anbefale Carol.