2. verdenskrig bliver fortalt på ny og hårdtslående vis.

Sauls søn er noget så udtømt som en film om 2. verdenskrig. Hvis der er et emne, som er om er blevet dækket rigeligt på film, så er det 2. verdenskrig og de kummerlige og umenneskelig vilkår de jødiske fanger blev behandlet under. Man skulle ikke tro, at det var muligt, men på mystisk vis lykkes det for de ungarske filmskabere at fortælle en historie, der er både unik og ulige noget andet, men samtidig genkendelig.

Vi er i den berygtede Kz-lejr Auschwitz, hvor vi følger en fange, der bliver tvunget til at gasse og brænde sit eget folk, lige ind til han får moralske kvaler og forsøger at redde sig selv, ved at begrave en ung dreng på hæderlig vis. Filmens synopsis lyder måske heller ikke som noget særligt, men lad det ikke narre dig.

Visuelt kreativ.
Det første man lægger mærke til inden filmen overhoved rigtig er kommet i gang er, at den er optaget i 4/3, altså et kvadratisk format i modsætning til bredformatet, som biograffilm ellers har for vane at vises i. Dette kunne blot have været et symbolsk valg, for at understrege, at fortællingen udspiller sig for 60 år siden, men det er så integreret en del af filmens visuelle udtryk, at jeg ikke tror, den ville have haft samme udtryk, hvis billedet var beskåret anderledes.

For gennem dette ”hjemmevideo-format” følger vi krigsfangen Saul. Alt er optaget i meget lange indstillinger, og kameraet er som klistret fast til Sauls skulder. Han er den eneste person, der altid er i fokus, mens baggrunden er fuldstændig sløret. Det bliver brugt til både at understøtte og skabe en klaustrofobisk stemning, der er så naturlig, at man må spørge sig selv, hvorfor man ikke ser flere film som denne.

Medrivende historie.
I historiens kerne ligger der dog en meget intim og personlig beretning. Vi ser, hvordan galskaben langsomt tager overhånd hos Saul, der er fast besluttet på at begrave en ung dreng, midt i dette ragnarok, og det er ikke noget kønt syn. Filmen tør vise mange facetter af denne ufattelig ondskabsfulde kultur, men gør samtidig også meget klogt i at have fokus på Saul, så der aldrig opstår nogen overdådige melodramatiske undertoner. Det her er ikke en Hollywood film, men virkelig barske løjer.

Jeg ved slet ikke, hvordan var muligt, men det er lykkedes László Nemes og de andre filmskabere at lave en fantastisk rørende, intim og personlig fortælling, der på mange måde skiller sig ud fra mængde af film om 2. verdenskrig.

Den visuelle historie er utrolig kreativ – selvom det nok ikke er det man forbinder med historiske film – og skuespillet er så fabelagtigt fra alles side, at man på intet tidspunkter tænker, at det er noget nogen spiller. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad der ellers er at sige, end at filmen er så usandsynlig god, at jeg inderligt håber den får en Oscar som kronen på værket.