Selvom den gerne vil være dyb, så svæver den hele tiden på overfladen.

Det at være single har ændret sig meget gennem årene. Ikke nok med at de forskellige kønsidentiteter langsomt er ved at forsvinde og har skabt et hav af muligheder for at danne forhold på kryds og på tværs af konventionerne, så har det også gjort det virkelig svært ikke at blive overvældet og bryde helt sammen af det store pres.

I Single i New York følger vi fire vidt forskellige kvinder, der alle har problemer med at manøvrere rundt i den moderne jungle. Vores hovedperson Alice (Dakota Johnson) har altid været i et forhold, og vil derfor gerne forsøge at finde sig selv ved at være single, om ikke andet så bare en enkelt gang i hendes liv. Pausen ender dog med at være længere end forventet, og pludselig står hun over for faktisk at skulle finde sig selv uden for et forhold. Dette lyder måske fuldstændig som alle andre tøsefilm, og det er der i og for sig ikke noget i vejen med, men kæden hopper for alvor af, når filmen gerne vil være dybsindig.

Klichéer og floskler.
For selvom Alice måske gerne vil lære sig selv at kende, uden at definere sig gennem et forhold, så er alle de andre kvinder kæmpe klichéer. Der er festaben, uden nogen langtidsudsigter, kvinden, der desperat leder efter den perfekte mand, for uden en mand har hendes liv ikke nogen mening, og så er der arbejdsnarkomanen, der får et kunstigbefrugtet barn, men som alligevel ender med at forelske sig. Der sker intet overraskende på noget tidspunkt, og mændene er ikke et hak bedre.

Mens vores kvartet af kvinder i det mindste har klare mål, så er mændene der bare. De har ikke nogen personlige mål eller personlighed, og eksisterer kun for at skubbe handlingen videre. Hvis filmen i det mindste havde været sjov, ville man sagtens kunne spise den af som en forglemmelig del af en bytur, men i et forsøg på ikke at støde målgruppen, er der heller ikke nogen skæv komik.

Single i New York, er en tøsefilm, der ikke selv har noget på hjertet, men som mest af alt gerne vil ramme så bredt som muligt. De fire kvinder gør det fornemt i deres respektive roller, men der er ikke meget kød på hverken deres karakterer eller historien, så der går desværre ikke længe, inden filmen går i glemmebogen.