Alt er lige som det plejer, hverken mere eller mindre.

I dette fjerde eventyr om de syngende jordegern er alt som det plejer. De tre drenge Alvin, Theodore og Simon lever stadig hos deres producerfar Dave, og på trods af deres gode intentioner, kan de slet ikke lade være med at lave rag i den.

Så da Dave efter endnu en uheldig situation beslutter sig for at tage til Miami med sin nye kæreste og en ring, alt imens han efterlader jordegerne sammen med kærestens irriterende dreng Miles, ser fremtiden ikke alt for lys ud, fordi de trods alt stadig kun er jordegern og ikke Daves rigtige børn.

Det er fra dette udgangspunkt, og gennem jordegernes misforståelser, at filmen viser sig at være en roadmovie, hvor Alvin, Theodore, Simon og Miles vil forhindre den snarlige forlovelse.

En flippet roadmovie.
Filmen lider helt generelt af det man kan kalde for “amerikaniseret-børnefilms-syndrom”. Hele filmen er i mangel på et bedre ord kunstig. Det er ikke blot jordegerne, der virker malplacerede, men også menneskerne virker aldrig som mennesker. Ikke engang filmens egne regler bliver overholdt af karakterne, der skifter personlighed fra scene til scene.

Den danske oversættelse gør heller ikke filmen nogen tjeneste. Den danske sprogbrug er underligt forældet, til en sådan grad, at de færreste børn i dag nok ville kunne forstå alt, hvad der bliver sagt.

Når alt dette så er blevet nævnt, så er det ikke på nogen måde en håbløs film. Budskabet er fornemt, jordegerne er til tider charmerende, og der bliver hele tiden leget med filmklicheer – måske endda for meget. Det store lyspunkt er dog Tony Hale som en sindssyg luftbetjent, der med sin foruroligende oprindelseshistorie, der er på samme niveau som de bedste superskurke, jager jordegerne landet rundt. Han giver den hele armen og leverer de få oprigtige grin filmen kan præsterer. Det er bare ærgerligt, at han ligesom resten af filmen bliver forkrampet af en ringe dansk oversættelse.

Alvin og de frække jordegern: På farten, er endnu et skud på stammen i den fuldstændig ufarlige serie om de syngende jordegern. Den dybe tallerken bliver ikke opfundet på ny, og historien er måske lige lov tandløs, men filmen er fuldstændig i tråd med de forrige og leverer et par enkelte lysglimt undervejs. Alt er altså præcis lige som de forrige – hverken mere eller mindre.