Endnu en perle fra Tarantino.

Tarantino er tilbage med hans nye film The Hateful Eight. Vi befinder os endnu engang i det vilde veste, hvor vi denne gange følger dusørjager John ”Hangman” Ruth, der forsøger at få sin fange til Red Rock. Men en storm komplicerer opgaven, og før vi ved af det sidder vores dusørjæger sig nødsaget til at søge ly i en hytte sammen med en noget broget gruppe, der alle har det til fælles, at de ikke er til at stole på.

Filmen lægger ikke skjul på, at den er blevet inspireret af Sergio Leones 1960’er westerns og med Ennio Morricone på soundtracket er man heller ikke et sekund i tvivl. Men så snart vi ser et velkendt ansigt i Samuel L. Jackson som Dusørjægeren Marquis Warren, er vi heller ikke tvivl om, hvem der sidder bag rattet.

Suspense, suspense, suspense.
Således etableres fundamentet i hvad, der efterfølgende er mesterlig suspense, solid historiefortælling mikset med en god portion uanstændig vold og sprogbrug. Kort sagt: en Tarantino-film. Endvidere er soundtracket, igennem næsten hele filmen, kun lyden af den hårde blæst som en konstant påmindelse om naturens elementer, der holder karaktererne lukket inde, alt imens den komponerede musik er forbeholdt særlige lejligheder. Det giver en rigtig god effekt og i sammenspil med nogle solide præsentationer fra skuespillerholdets side føles det hele uhyggelig virkeligt.

Man bliver hurtigt mistænksom over for hver og én, der kommer på lærredet og Tarantino fremelsker også den mistænksomhed. Vi ved, at der er noget i røre, vi ved bare ikke hvad. Men, hele tiden er det sikkert, at der er noget i luften. Den spænding fungerer skide godt og selv i filmens stille stunder er man som limet til skærmen. Dertil skal skuespillerne også have ros, for de er helt igennem overbevisende i deres karikerede, men udtryksfulde roller, der hver besidder en vis flair, bedst af alle er dog, ikke overraskende, Samuel L. Jackson, der formår endnu en gang at være den cooleste person i en film spækket til randen med koldblodige karakterer.

The Hateful Eight er endnu en Tarantino-film, det skal der ikke herske nogen tvivl om. Hvorvidt den kan stå blandt de bedste af hans film må man selv bedømme. Den har dog uden tvivl det helt særlige og ubeskrivelige touch, der gør Tarantino-film så sjove at se. Hvad end det er volden, replikkerne eller billedføringen, du personligt finder tiltalende, så har denne film alt dette og mere til, suppleret med en god portion suspense, der får lov at overleve hele vejen igennem filmen. Man skal dog være klar på en helaftensoplevelse, da filmens mindste spilletid er på 2 timer og 47 minutter.  Men har du tiden er den ikke delt dårligt ud, i selskab med dette hadefulde slæng.