En (hovedsagelig) flot og rørende film.

I Den gode dinosaur bliver det ældgamle spørgsmål stillet, hvad nu hvis dinosaurerne aldrig blev udryddet? Det er et spørgsmål med et utal af muligheder, men historien vi får fortalt er noget mere simpel.

En familie af planteædende Apatosauruser bestående af far, mor og tre børn lever deres liv i bedste velgående på deres gård, hvor de gror deres egen majs. Den yngste, Arlo, halter dog som den mindste og generte efter alle de andre, så da et menneskebarn pludselig viser sig at stjæle fra deres vinterlager, bliver det startskuddet på et noget ufrivilligt eventyr, hvor Arlo og mennesket må lære at respektere hinanden, hvis de nogensinde skal finde tilbage til gården.

Et godt udgangspunkt, men en sløset historie.
Det er en interessant præmisse og et fantastisk fundament for et vidunderligt eventyr, hvor vi kan møde andre væsner og udforske omgivelserne, i en verden, der måske minder om vores, men som er helt anderledes – men sådan bliver det aldrig. Misforstå mig ikke, den stærkeste del af filmen er helt klart, de visuelle montager med Arlo og menneskebarnet, det eneste problem er bare, at omgivelserne mest af alt ligner noget vi kender alt for godt, og så mangler der et stærkt bånd mellem Arlo og drengen.

For der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er en rørende film. Selvom det hele er lidt for forudsigeligt, så bliver man stadig ramt lige i tårekanalen, så det til tider kan være svært at holde springvandet tilbage. Derfor er det ekstra ærgerligt, at forholdet mellem vores to hovedpersoner ikke virker troværdigt. Det er en kæmpe hæmsko, at de igennem hele filmen ikke kan tale sammen. Derfor ender mange af deres relationer med hovedsageligt at bestå af akavet kropssprog, der dermed forhindrer dem i for alvor at danne et rigtigt forhold.

Den gode dinosaur er en af de film, der er så let som en kynisk anmelder at pille fra hinanden. Fra vi første gang bliver introduceret til vores ”hoveddinosaur” er man ikke i tvivl om, hvordan historien kommer til at udvikle sig, særligt når flere dele virker en tand for inspireret af Løvernes konge. Samtidig kan jeg dog ikke personligt tale mig uden om, at den flere steder er utrolig rørende, og tør skabe spænding, der er medrivende. Så selvom historien er fortalt flere gange før, så bliver den endnu en gang udført på fuldstændig gennemført og overbevisende vis.

Den er en utaknemmelig opgave, at skulle være den næste Pixar-film efter Inderst inde, og selvom den ikke er lige så original, er den veludført og rørende, og meget mere kan man ikke forvente.