Ikke så ringe endda
Meget er blevet skrevet og debatteret online om den længeventede live-action adaptation af Disneys første spillefilm, Snehvide. Og uden at bruge for meget spalteplads på det postyr, kan jeg godt med det samme slå fast, at der ikke er meget af det, der har noget med slutproduktet af gøre.
For den nye version af Snehvide er egentlig bare endnu en i rækken af Disneys live-action genfortolkninger, der forsøger at puste lidt liv i deres cinematiske bagkatalog, og gøre dem spiselige for et moderne publikum.
En vaskeægte musical
I første omgang, er der ellers ikke så meget nyt at spore. Historien følger i grove træk meget den samme fortælling, som man kender det fra originalen. Du har den unge og godhjertede prinsesse, den onde stedmor, ”prinsen” og de syv små dværge er her også. Den længere spilletid bliver bare brugt til at udpensle deres relationer, og til at gøre filmen til en rigtig musical.
Og hvis vi bare starter med det bedste først, så er det en klassisk og vellavet musicalproduktion. Med den dygtige Marc Platt som producer, der også stod bag Wicked sidste år, kommer det nok ikke som den helt store overraskelse.
Sangene er som taget ud af 90’erne og kunne sagtens have været skrevet af Alan Menken. I det hele taget er sangdelen der, hvor filmen står stærkest, og i modsætning til mange andre Disney musicals på det seneste, får man ikke lyst til at holde sig for ørene, når de synger.
Et overfortalt eventyr
Hvis vi så går videre til genfortolkningen, så minder den måske meget om det klassiske eventyr, bare hvor tingene skal skæres lidt mere ud i pap.
Man kan ikke lade være med at studse lidt over nødvendigheden af nogle af de nye ting som eksempelvis duetten mellem Snehvide og hendes bejler, hvor de direkte synger om at kysse hinanden, mens de sover, så ingen kan føle noget ubehag ved, at en mand kysser en kvinde uden at have spurgt om lov.
Generelt lider filmen under, at alt skal ekspliciteres og overfortælles. Det betyder, at selvom filmen er næsten en halv time længere end originalen, ender vi alligevel med en noget forhastet afslutning. Så heller ikke denne gang lykkes det at finde en god grund til, hvorfor disse live-action versioner skal være så lange.
En flot produktion
Når det kommer til skuespillerne, er Gal Gadot ikke overraskende velcastet. Hun besidder åbenlyse begrænsninger som skuespiller, men bliver her hjulpet på vej af en god skurkesang, så hun aldrig bliver utålelig i rollen.
Rachel Zegler, som Snehvide, er nok den bedste i ensemblet. Hun har stadig en flot sangstemme, og derfor gør de også meget klogt i at lade hende tilbringe det meste af sin skærmtid med at synge de nye melodier. Hun passer også godt til en lidt mere proaktiv version af prinsessen.
I rollen som bejleren Jonathan, finder vi Andrew Burnap, der ikke rigtig har meget at lave. Til gengæld har han et par flotte duetter med Rachel Zegler, så man næsten tror på de to turtelduers kærlighed.
Hvad der dog på ingen måde fungerer, er de syv små dværge. De har fået lov til at beholde deres originale design fra 1937, men når man gør dem fotorealistiske med menneskelignende hud og hår, fremstår de mere uhyggelige end nuttet, og kommer aldrig i nærheden af charmen fra den håndtegnet animation.
Snehvide er ikke noget mesterværk, men det er en rigtig musical. I modsætning til mange af Disneys andre live-action remakes, kan den her bryste sig af en flot produktion og nogle nye sange, som faktisk ikke er helt forfærdelige. Den lider stadig under de samme skavanker som alle de andre Disney remakes, den langtrukne fortælling, manglende eksistensgrundlag, og en ny vinkling, der ikke rigtig gør historien bedre. Filmen er slet ikke lige så effektfuld som originalen, men i forhold til de andre genindspilninger, er det her en af de bedre i rækken.
