Endnu en film fuld af naturalistisk og fængende dialog
Anden del af Dag Johan Hageruds trilogi, Sex, Drømme og Kærlighed, er nu i biografen. I modsætning til første del, Sex, der udkom sidste år, så handler Drømme om den unge kvinde Johanne, der for første gang bliver virkelig forelsket. Der er dog tale om en forbudt kærlighed, da hendes blik er rettet mod den unge lærer Johanna. For at tøjle de mange følelser, skriver hun dem ned.
Følelserne fortsætter dog med at blomstre, indtil hun er helt ulykkeligt forelsket. Derfor bliver hun nødt til at tale om det med nogen. Valget lander på hendes mormor, der tilfældigvis også er lyriker. Og selvom mormoren måske ikke er helt på bølgelængde med sit barnebarns følelsesliv, beundrer hun virkelig hendes tekst, og begynder at føre kampagne for at få den udgivet. Men hvad gør muligheden for at blive forfatter, ved hele den følelsesmæssige bearbejdningsproces, Johanne var i gang med?
En intellektuel udforskning af følelseslivet
Hvis man synes, det hele fremstår lidt kompliceret, så er det da også tilfældet. Ikke nok med, at det er en meget intellektuel og snakkende film, har den også en meget moderne metarefleksiv fortællestruktur, hvor det er Johanne, der som fortæller, gengiver handlingen.
Derfor ender du også unægtelig med en film fuld af kvinder, der taler om deres følelsesliv med så stor selvindsigt og enormt et ordforråd, at man nogle gange kan undre sig over, at de overhovedet kan forvilde sig ud i problemer, når de er så reflekterede. Men de mange store ord er ikke ensbetydende med, at refleksionerne altid er dybe, for der er stadig plads til masser af forvirring og usunde tanker, der dukker op til overfladen, når man taler så meget, ligesom misforståelser også udspringer af den manglende evne til at formulere sig klart, tydeligt og præcist.
Samtalerne står i skærende kontrast til mændenes i den første film, Sex, hvor den ene skorstensfejer fx ikke mente, at han var homoseksuel, selvom han havde sex med en anden mand, for det var bare noget, han lige ville prøve.
En mening med galskaben
Filmen største bedrift er, at de mange samtaler, aldrig ender som ren ordsalat. Det metarefleksive fortællekneb undgår at blive navlepillende, fordi vi hele vejen igennem præsenteres for ét specifikt, utvetydigt perspektiv, der ikke bliver ophøjet til at være almengyldigt. På samme måde er “queer”-elementet også ømt og smukt, fordi forelskelsen får lov til at være nok i sig selv, uden at gøre noget stort nummer ud af det, hvor filmskaberne klapper sig selv på skulderen for at være inkluderende og fremadskuende.
Kombineret med en håndfuld ikke bare dygtige, men velvalgte skuespillere, keder man sig aldrig. Karaktererne rummer en enorm dybde i samspillet, såvel som i karakteriseringen. I lige godt to timer føler man sig som en flue på væggen, der har fået lov til at følge nogle mennesker, der står i et følelsesmæssigt dilemma, så ægte fremstår det.
Man kunne næsten ikke have skrevet et bedre manuskript, hvor alt bliver båret af dialogen. Ingen fremstår skingre eller utroværdige af hensyn til handlingen. Det er et drama, men der er masser af små humoristiske øjeblikke, som udspringer af den udsøgte socialrealistiske skildring af begivenhederne.
Ligesom Johannes bog sætter tanker i gang hos de andre karakterer, begynder ens egne tanker også at få luft under vingerne, mens man fanger sig selv i at reflektere over, hvad der virkelig er vigtigt i livet. Og hvad mere, kan man forlange af en film, der bare består af mennesker, som taler med hinanden.
