En spøgefuld satire
Seks år efter Bong Joon Ho fejede alt og alle af vejen og tog hele fire statuetter med hjem fra Oscaruddelingen for filmen Parasite, er han nu tilbage med sin tredje engelsksprogede film, Mickey 17.
Vi har måske stadig at gøre med en bidende satire, men denne gang er vi rejst langt væk fra Jorden. På en koloniseringsmission møder vi Mickey Barnes (Robert Pattinson). Han er besætningens såkaldte ”ekspendable”, fordi han er den eneste, som har sagt ja til at lagre sine erindringer, så han kan blive klonet, hvilket også er ensbetydende med, at han blive sat til alle de livsfarlige opgaver – for de kan bare genskabe ham, hvis noget går galt. Noget skal dog gå galt, og det gør det, da misforståelse fører til, at Mickey klones, før han dør. For eksistensen af både en Mickey nr. 17 og Mickey nr. 18 skaber selvsagt en række problemer for dem begge.
Mere spas end refleksion
Med tanke på Bong Joon Hos forrige film, skulle man måske tro, at det er en mere tankevækkende oplevelse. Historien rummer ellers masser af etiske spørgsmål om rigtigt og forkert, ligesom portrættet af menneskehedens ageren overfor fremmede, næsten ikke kan tolkes som andet end en direkte samfundskritik af pøbelvældet og de ledere, der fører an som konsekvens af dette. Mark Ruffalos portræt af en Donald Trump-lignende kultleder, efterlader i hvert fald ingen tvivl om det.
Alligevel skal man ikke forvente det samme bid som i Parasite. I stedet er tonen og stemningen langt mere fjollet og eventyrlig. De mange dødsscener til trods, bliver historien præsenteret af Mickey 17 gennem en voice-over, der til tider får det til at fremstå som et eventyr.
Energien og de skøre karakterer har helt klart været fokus, hvilket bl.a. har givet plads til en Mickeys ”ven” Timo, der hele tiden tager røven på ham, og som aldrig betaler prisen for at springe over, hvor gærdet er lavest.
Rendyrket skabertrang
Når det kommer til stykket, har Mickey 17 mere tilfælles med stortanlagte, blockbuster actionfilm end psykologisk dekonstruerende dramaer, og det er også fint nok, når det er så underholdende, som det er tilfældet. Fx er der stor personlighedsforskel mellem Mickey 17 og Mickey 18, selvom de har præcis de samme minder. Den eneste forskel er, hvordan de tolker dem. Sådan en krølle kunne have ført til en lang række eksistentielle spørgsmål, men i stedet er det bare en undskyldning for, at Robert Pattinson kan lege i den todelte rolle og have det sjovt.
I det hele taget bærer filmen præg af, at den er lavet af lyst og ikke af tvang. Man sidder tilbage med et indtryk af, at Bong Joon Ho har læst bogen, som filmen er baseret på, og bare gerne ville filmatisere den, uden at være drevet af andet end rendyrket skabertrang. Ligesom Danny Boyle gjorde det med 127 timer, er det en film, man kun kan få lov til at lave, fordi man lige har vundet en oscar.
Man kommer nok ikke til at forlade biografen med et nyt syn på livet, men som en genrehybrid mellem science-fiction, kærlighedsdrama og eksistensportræt, er den underholdende skruet sammen, og det er aldrig til at forudse, hvilken skør drejning historien tager.
