Et modigt, men forfejlet projekt
Vi er i Fremmed rejst 6.000 år tilbage i tiden. Vi befinder os i stenalderen, hvor Danmark stadig er dækket af urskov, og befolkningen stadig består af et jægersamfund. Forandringens vinde blæser dog over landet, og med dem kommer den unge Aathi og hendes familie, der gerne vil etablere et landbrug. Mødet mellem de to kulturer ender dog blodigt, så Aathi sammen med sin bror, bliver tvunget til at indlemme sig den jægerstamme, der også har slået deres familie ihjel. Mens de to søskende på overfladen indordner sig de nye forhold, har Aathi dog svært ved at lægge ønsket om hævn bag sig.
Man må kippe med hatten over, at nogen i Danmark overhovedet har haft modet til at kaste sig ud i at lave et stenalderdrama. For selvom det har været en næsten uoverkommelig opgave, der aldrig rigtig lykkes, må man også anerkende, at hele produktionen bag, tydeligvis har givet sig fuldt ud.
Fx taler alle karaktererne fiktive sprog, der er udviklet til filmen, så skuespillerne ikke bare skal tale volapyk. Du har en meget ambitiøs lydside, hvor der virkelig er tænkt over, hvordan musikken forandres i takt med, at hovedkarakteren også gør det. Du har nogle kompromisløse og frygtløse skuespillere, der giver sig fuldt ud, selvom det hele meget let kan se noget fjollet ud. Og så har du en historie, der helt klart higer efter Shakespeare, i sin tydelige allegoriske fortælling.
Alle disse enkelte strabadser til trods, så fungerer filmen aldrig.
Manglende samhørighed
Historien er både under- og overfortalt, så man både sidder tilbage med en følelse af, at det hele bare er klichéer, men også keder sig over, at hver scene trækkes i langdrag uden nogen overraskelser eller dybde. Også karakteriseringen er så klichefyldt, at ingen af skuespillerne efterlader en med et positivt indtryk.
Sproget er gennemarbejdet på et teknisk niveau, men distraherende hele vejen igennem. Det interpersonelle drama er så karikeret, at man føler sig fuldstændig distanceret fra handlingen. Så det ville ikke have være malplaceret, hvis der pludselig var en varm fortællerstemme, der begyndte at vejlede os igennem plottet, som var det en historisk dokumentar.
Fremmed skal have ros for at være modig og gøre noget, som stort set ingen andre i dansk film tør. Det er ikke bare et historisk drama, men et epos, og på et teknisk niveau er det tydeligt, at produktionsholdet har bestået af folk, der virkelig kan deres kram. Fotograferingen er flot og cinematisk på en måde, der er milevidt fra det grå køkken, de fleste danske dramaer udspiller sig i, ligesom den historiske periode er arbejdsomt genskabt.
Desværre er det alt sammen i tjeneste for en historie, der ganske enkelt aldrig hænger sammen, og nogle karakterer, der slet ikke kan retfærdiggøre de store følelser, som det visuelle og underlægningsmusikken ellers forsøger at underbygge. Det er mange små fodfejl, som gør, at tingene aldrig rigtig spiller.
Så selvom jeg ikke brød mig om filmen, sidder jeg alligevel med et håb om, at Mads Hedegaard og resten af holdet, nok skal skabe et stort værk en dag, hvis de får lov til at fortsætte ud af denne eksperimenterende sti.
