Tvillingehjerte

Kategori Teater af - marts 02, 2025
Tvillingehjerte

Når jeg er 99, er du stadig 9

Hun bor i træet
Marie Bjørn har skrevet en skarp, vedkommende tekst, der på (kun) ca. 55 minutter tør tale om døden uden, at det bliver holdt ud i armslængde. Tvillingehjerte er både en sjov og dyb forestilling, der løftes op af kærlighed til børneteater og med musik af Rezwan Farmi.

Minu er død, hendes forældre er gået i stå, og bedstemor gør, hvad hun kan for, at familien ikke falder helt fra hinanden. Alene tilbage står tvillingesøsteren Niki, men ude i haven, ude ved det store træ, som bedstemor engang plantede, leger Niki stadig med Minu. Det er der, Minu bor nu. Hun er godt nok ikke til at fange, hun er en del af det hele, men stadig lige så drillesyg som før alt dette skete.

Men så kommer Flemming fra kommunen. Træet er et højrisikotræ. Det skal fældes.

Hun bor i vinden
Nadia Jasmin Nielsen spiller tvillingesøsteren Niki med en energi, der gør, at selv de voldsomme replikker om at ligge i en kiste under jorden bliver fremført med nysgerrighed og en desarmerende energi. Med på scenen er Julie Andersen, Jannick Pihl Nielsen og Andreas Flodin Pedersen. De er alle fragmenter af Minu eller Niki eller hjælpende hænder til fantasien i os alle. Den fantasi, som i denne historie er ekstra nødvendig og skaber et lys i mørket.

Musikken komponeret og fremført af Rezwan Farmi er på samme tid melankolsk og positiv. Den fungerer godt som små åndehuller i fortællingen, men bidrager også aktivt til fortællingen, der for det meste er fremført som en monolog.

Scenografien er minimalistisk med sit malede bagtæppe med portræt af forstæderne, og scenen virker meget sort og tom, men folder sig ud i løbet af forestillingen med rekvisitterne, og med hjælp fra en faldskærm lever fantasien maksimalt i os alle på publikumsrækkerne.

Der er kun et enkelt sted mod afslutningen, hvor netop faldskærmen får mere opmærksomhed end fortællingen, og fokus bliver en smule diffust.

Hun bor alle steder nu
Tvillingehjerte er en flot, fin og vedkommende forestilling, der kan ses af både børn og voksne.

Der er flere forestillinger om formiddagen, og de hurtige skoler og institutioner kan med fordel få en virkelig betydelig oplevelse, hvor mulighederne for debat er endeløse.

Aldersgrænsen er sat til 10 år og virker passende.


Tvillingehjerte spiller fra 26. februar til 9. marts 2025. På Teater V
Varigheden Ca. 55 min. uden pause.


Medvirkende: Nadia Jasmin Nielsen, Rezwan Farmi, Julie Andersen, Jannick Pihl Nielsen, Andreas Flodin Pedersen. Producent: Thea Kulavig/Zangenbergs Teater.  Co-Producent: Glad Teater. Manuskript: Marie Bjørn. Instruktion: Signe Hørmann Sørensen. Scenografi: Rosa Birkdal. Komponist og Musiker: Rezwan Farmi. Fotos: Søren Meisner.

Skrevet af
Bo Dalum, far til film og tv som klipper. Romanforfatter med tendens til armsvingende udbrud af protestdigte, iført usynlig retfærdighedsuniform med dinglende sildesalat optjent på baggrund af evig undren over menneskers opførsel.
Kommentarer er lukket.