Adrien Brody er eminent i et storslået kunstnerisk værk
I årets helt store biografoplevelse, The Brutalist, tager instruktør Brady Corbet kærlig hånd om immigration og den amerikanske drøm. Vi rejser tilbage i tiden til slutningen af anden verdenskrig. Her møder vi den dygtige arkitekt László Tóth, der flygter fra et Europa i ruiner. Som ungarsk jøde er drømme Amerika, og han er en af de heldige, der klarede turen over Atlanten. Det bliver dog uden hans konen, Erzsébet, som stadig er fanget i Europa. Med sin traumatiske fortid i bagagen forsøger han at gøre det, han er bedst til, men ingen er rigtig interesseret i en gebrokken talende arkitekt, der ikke bare ligner, men opfører sig som en fremmed.
Alt ændrer sig dog, da han en dag møder millionæren Harrison Lee Van Buren, der gerne vil hyre ham til at lave et kulturcenter til ære for hans afdøde kone. Ikke nok med det, kender Van Buren også folk, der kan fremskynde Erzsébets rejse til USA. Som ved et trylleslag ser fremtiden lysere ud, men så enkelt er intet i livet.
Et hårdt liv
Lad mig bare med det samme slå fast, at det er svært at fælde en entydig dom over en film som denne. Så mange tanker bliver kastet op i luften, mens man bliver inviteret til at reflektere over de mange problemstillinger László møder på sin vej. Eksekveringen er unægtelig fuld af skønhedsfejl, men det er ikke ensbetydende med, at helheden er mangelfuld.
Det helt store omdrejningspunkt er László som menneske. Han bliver hele tiden umenneskeliggjort af folkene omkring sig, og hvis der er et gennemgående tema, fra han ankommer til Amerika og de næste 15 år frem, så er det, det. Hans skæve næse og gebrokne accent afslører ham i at være udlænding, og da han ovenikøbet er jøde, er der ikke mange som vil have noget med ham at gøre. Der er dog mennesker, som godt vil tolerere ham, så længe det tjener deres egen interesse.
En af disse mennesker er Harrison Lee Van Buren. En rigmand med planer om at skabe et storslået eftermæle. Efter et meget sigende første møde, indser Van Buren hurtigt, at László besidder et talent for arkitektur, som han kan bruge til egen vinding. For selvom projektet måske bliver fremlagt som en hyldest til hans afdøde kone, er der ingen tvivl om, at Van Buren ikke er nogen filantropisk mæcen.
Retten til at være til
Byggeriet af denne bygning danner ramme for meget af historien, men det er ikke ensbetydende med, at filmen nødvendigvis handler om selve bygningen. Det meste af tiden bliver brugt i selskab med karakterer, der har tvivlsomme forhold til hinanden, og ikke mindst den flygtige følelses af at høre til.
Særligt samspillet mellem Adrien Brody som László og Guy Pearce som Van Buren, er en af de helt store højdepunkter. Deres samtaler er så fulde af subtekst, at man kunne bruge timevis på at nærstudere alt i deres interaktioner.
Når det kommer til temaet om jagten efter et tilhørsforhold, viser det sig hurtigt, at tingene ikke udvikler sig, som man forventer. Fx er der en tragisk sidehistorie om Lászlós niece, der en dag beslutter sig for at tage til Israel, fordi der hører de til. Det er meget subtilt, men i deres samtale er man ikke i tvivl om, at det fordrevne folk, kommer til at fordrive et andet. Sådan fortsætter den onde cirkel tilsyneladende for evigt.
For selvom det er et historisk drama, er temaerne stadig meget aktuelle. Den facade som mange magtfulde personer opbygger i offentligheden, står sjældent mål med virkeligheden, når man kommer tæt på. På samme måde er der en trist lighed mellem László, der må afgive sit honorar for ikke at gå på kompromis med byggeriet, og instruktøren af The Brutalist, Brady Corbet, der selv har måtte give afkald på meget, for at kunne lave filmen.
Adrien Brody er eminent i hovedrollen. Hele filmen bæres af ham, og lidelseshistorien kunne sagtens have været for meget af det gode, hvis han var utroværdig. Brody formår dog at sige så meget med så lidt, at han ville være favorit til de store filmpriser i et hvert år.
László er et omvandrende paradoks, der er offer for omstændighederne. En mand, der ikke har nogen stemme, selvom han bygger monumenter, der står tilbage længe efter ham selv. Ikke engang hans eget eftermæle, får han ikke lov til at udlægge selv, men bliver i stedet i epilogen fremført af en anden, der måske, måske ikke bevidst taler hans værker ind i et ideologisk budskab, der passer dem.
En fortvivlet oplevelse
Som hentydet er filmen dog ikke perfekt. Efter en fremragende første halvdel, hvor vi ser László langsomt danne et fundament for sit liv i USA, vender vi efter et kort intermezzo tilbage til en anden del, der er noget mere ufokuseret. Meget af håbet forsvinder gradvist, hvilket ændrer stemningen, men også historiefortællingen halter noget efter.
Generelt har filmen et meget afdæmpet fortælletempo, der virkelig giver sig tid til både at opbygge stemningen og karakterbeskrivelserne, men i anden del fremstår handlingen lige lovlig forceret. Der springes meget i tid, så historien pludselig fremstår underfortalt, og slutningen er lige lovlig iscenesat og melodramatisk for en film, der indtil da ellers har gjort en dyd ud af at være autentisk fremfor alt.
Derfor er The Brutalist en noget blandet følelsesmæssig oplevelse. Adrien Brody er fantastisk, og Brady Corbet har skabt et epos, der til tider leder tankerne mod de helt store livsfortællinger som eksempelvis Lawrence of Arabia. Ligesom László føler man sig aldrig helt tilpas. Det er stor filmkunst, der virkelig sætter tankerne i gang. Enkelte fodfejl står ikke i vejen for, at de enkelte dele går op i en højere enhed, og har man mod på at sidde igennem en helaftensfilm, vil man også blive beriget med en oplevelse, der kun eksisterer alt for få af i dag.
