Stephen Kings gyser bliver til en komedie
Det er ikke engang et år siden, at instruktør Oz Perkins sidst var i biografen med kulthittet Longlegs. Nu er han så tilbage med en ny gyserfilm i form af The Monkey. Selvom begge film måske deler genre, så kunne de ikke være mere forskellige. For den tætpakkede atmosfære og tyngede stemning er skiftet ud med absurde dødsscener og en meget mere humoristisk stemning.
Baseret på en Stephen King roman, skulle man måske ikke tro, at en gyserkomedie var det mest nærliggende, men det er ikke desto mindre tilfældet her.
I The Monkey møder vi tvillingebrødrene Hal og Bill, der en dag finder deres fars gamle legetøjsabe gemt væk på loftet. De trækker den op, og så spiller den en lille melodi på sin tromme, hvorefter makabre dødsulykker pludselig finder sted. Brødrene får hurtigt luret korrelationen, og smider aben væk i håbet om at lægge oplevelserne bag sig. Alt lader til at gå som planlagt, ind til aben en da pludselig dukker op igen.
Det absurde i døden
Det er svært at finde på en mere klar og entydig gyserpræmis end det her. Selv hvis man ikke vidste det, ville man tro, at det var baseret på et af Stephen Kings værker, så klassisk er præmissen.
Udfordringen bliver derfor at finde på noget, der fanger ens interesse. Oz Perkins’ bud har været, ikke engang at forsøge sig med nogen form for dybde, men bare have det sjovt. Filmen giver sig på intet tidspunkt ud for at være mere, end den er, så vi går fra den ene fjollede, absurde, urealistiske og opfindsomme dødssekvens til den anden. Altid med et glimt i øjet og en bevidsthed om, at publikum skal underholdes. Derfor er filmen også relativt kort, da handlingen ganske enkelt allerede er ved at briste, da vi nærmer os slutningen. En slutning, der pludselig bliver reflekterende.
Med Perkins egen livshistorie en mente, er det måske påfaldende, at han alligevel ikke kan dy sig fra at komme med et bud på en morale, også i en historie om en dæmoniseret legetøjsabe. Her bliver hans tanker om døden nemlig udlagt. For Perkins er døden tilfældig og meningsløs, og det eneste de efterladte kan bruge den til, er at acceptere den bagage, de får med fra deres forældre og nærmeste, og ellers prøve at få det bedste ud af tilværelsen. Uanset hvor trist den måtte være, er man tvunget til at bære rundt på den resten af sit liv.
På samme måde kan man sige, at The Monkey får det bedste ud af sin præmis. Den er ikke dyb, ej heller vildt uhyggelig, men den er underholdende fra start til slut. Perkins og resten af holdet har virkelig anstrengt sig for at finde på nye og opfindsomme måder at slå folk ihjel på, der alle er mere morsomme end traumatiserende. Man kommer nok ikke til at tænke særlig meget over filmen, når man har forladt biografen, men som gyserkomedie er den fremragende.
