En tragedie om arvens slagmark
Du burde ikke være blevet gammel, før du blev klog
Waage Sandø er en sand fornøjelse i rollen som Lear. Hvert trin, kongen træder ned ad trappen til galskaben, er en gave til rollen, og Waage Sandø balancerer hele tiden sit portræt mellem sølle, vanvittig, elskelig, forurettet og forkælet. Han kunne stå på scenen omringet af mørke, og der ville stadig aldrig være et øjeblik, der ikke krævede publikums opmærksomhed.
Det er tydeligt at se, at den folkekære skuespiller har hjemme på de skrå brædder og kan bevæge sig rundt med erfaringens selvsikkerhed. Det er ikke tilfældigt, at Waage Sandø kan fejre sit 60-års jubilæum med en af teaterhistoriens store Shakespeare-roller.
Men Waage Sandø er som en perle gemt sikkert inde i sin muslingeskal midt i et hav, der bliver prøvet af en hidsig og opmærksomsyg storm. Den storm er desværre meget af det, der også er en del af forestillingen.
Af uforklarlige årsager mener forestillingen ikke, at Shakespeares ord er fyldige nok i lydbilledet, og der er derfor blevet komponeret musik, der skal forsøge at understøtte og fordummende fortælle publikum, at nu er det dramatisk, og nu er det farligt, og nu skal du føle sådan og sådan. Men musikken lyder som om, det er indspillet via en synthesizer, der stadig har et par grundindstillinger fra 70’erne, og oplevelsen bliver lynhurtigt sammenlignelig med en TV-børnejulekalender fra cirka samme periode.
Blæs, vinde, og knæk jeres kinder
Marie Boda og Martin Elung-Jensen er, ligesom Waage Sandø, sluppet igennem instruktionens insisterende højtidelighed og former deres karakterer med lidt mere fylde og dybde. Det kan desværre ikke siges om resten af de medvirkende, der er blevet fastlåst af en alt for stringent personinstruktion.
Det er en spændende indgangsvinkel at lade Cordelia gemme sig som Narén for stadig at være tæt på sin far. Det giver et interessant nyt indspark, men ellers er denne opsætning af Kong Lear hurtigt glemt, desværre.
Den klogeste mand er den, der ved, hvornår han skal holde mund
Til dem, der ikke kender stykket, så beslutter den gamle Kong Lear at træde tilbage og dele sit kongerige op til sine døtre. Men de to døtre, som påstår at elske ham mest, svigter ham hurtigt, og deres grådighed og herskertrang tager over. Den tredje og sidste datter, Cordelia, som taler sandt og siger, at hun elsker sin konge som en far, hverken mere eller mindre, bliver sendt bort til Frankrig for at gifte sig med kongen der.
Den gamle mands forfængelighed bliver hans fald, og langsomt mister han forstanden, mens han er vidne til sine døtres griskhed, som på mange måder er et spejl af ham selv og hans opdragelse.
Scenografien er lavet, så den kan tages med på turné. Forestillingen skal rundt i landet frem til den 25. marts, hvor den spiller på Folketeatrets Hippodrom til den 6. april. Store klippestykker står (tungt) og bliver lyst op med forskellig videoprojektion alt efter, hvor handlingen udspiller sig.
Heller ikke her går det godt for forestillingen. Det er fem minutter i Papmaché, og på den måde er cirklen og den hidsige storm komplet.
Jeg forstår ikke mange af de valg, der er truffet, og det, der nok skulle have været en seriøs Shakespeare-forestilling til voksne, ender med at give mange associationer til børneteater i min barndom, bare med bedre skrevne ord.
Kong Lear spiller fra 20. februar til 14. april 2025. Turne. Hele Landet.
Spiller på Folketeatret, Hippodromen fra 25. marts 06. april 2025.
Varigheden er ca. 2 timer og 20 min. inkl. pause
Medvirkende: Waage Sandø, Marie Boda, Martin Elung-Jensen, Brian Hjulmann, Sidsel Siem Koch, Sara Hjort Ditlevsen, Mathias Flint. Forfatter: William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse. Tekstbearbejdelse: Waage Sandø. Bearbejdelse og instruktion: Vibeke Wrede. Manuskriptdramaturgi: Ninette Mulvad Scenografi: Peter de Neergaard. Kostumedesign: Lauréline Démonet. Komponist: Alexander Wrede Elung-Jensen. Lysdesign: Malthe Haugaard. Stagefight: Adam Brix.
