En slet skjult kritik af det iranske præstestyre

Ligesom de fleste andre iranske film, er det imponerende, hvor vellavet en film, vi bliver præsenteret for i Frøet fra det hellige figentræ. Med tanke på den massive censur, der eksisterer i Iran, og i instruktør Mohammad Rasoulofs tilfælde, er han ovenikøbet blevet forbudt at lave film, så er det en bedrift, at filmen overhovedet eksisterer. Det er nærmest blevet normalt, at iranske filmskabere, som slet ikke burde lave film, alligevel gør det.

På samme måde, kommer det heller ikke som nogen overraskelse, at handlingen er meget intim, men med en tydelig om end implicit kritik af det iranske styre og samfund.

Magten korrumperer
Frøet fra det hellige figentræ følger en undersøgelsesdommer og hans familie. I forbindelses med sin forfremmelse, har han store tanker om sin fremtid, og stiller højere krav til sin kone og to døtre, fordi de må for alt i verden ikke ødelægge hans karrieremuligheder. Det viser sig dog hurtigt, at han ikke er blevet forfremmet, på grund af sin juridiske evner, men fordi styret har brug for en person, der er villig til at udstede domme, endda dødsstraffe, uden at tage højde for bevismaterialet. Herfra stiger paranoiaen, mens familien langsomt bliver mere og mere presset indefra.

Kvinde i et patriarkalsk samfund
Der er ingen tvivl om, hvad instruktør Mohammad Rasoulof gerne vil hive fat i. Kritikken af det patriarkalske samfund er til at tage og føle på. Selvom der ikke er nogen eksplicit kritik af styret, er parallellen ikke svær at spore mellem præstestyrets ageren og Imans stigende forfølgelsesvanvid og gradvise forråelse, hvor alt retfærdiggøres med begrundelsen, at det er hans ret. Sideløbende følger vi demonstrationer fra Irans kvinder, der har fået nok af den massive kontrol, de er underlagt af styret. En ikke så slet skjult ironisk henvisning til Imans paranoia.

Filmen har masser af gode pointer, men det største problem er dog længden. Hvad der helt grundlæggende er et kammerspil, med en familie, der bliver tvunget til at gøre op med sig selv, hvad der er rigtigt og forkert, og hvor kvinderne bliver nødt til at kæmpe imod patriarkens lune, er en spilletid på næsten tre timer ganske enkelt for lang. Handlingen kører i perioder så meget i tomgang, at da den dramatiske afslutning endelige udspiller sig, er man fuldstændig mentalt tjekket ud. Både budskabet og karakterbeskrivelserne kunne have været fortalt på den halve tid, og det er ikke en følelse, man nogensinde har lyst til at have, når man ser en film.

Frøet fra det hellige figentræ er en modig og vigtig film, der på trods af sine mangler formår at levere en stærk kritik af det iranske samfund og patriarkalske strukturer. Mohammad Rasoulof har skabt et værk, der både er relevant og tankevækkende. Det er måske ikke verdens største filmoplevelse, men den fortjener stadig opmærksomhed for sin skarpe skildring af magtmisbrug og undertrykkelse.