En sød film om en kompliceret familie
I Honey følger vi titelkarakteren, spillet af Selma Sol í Dali Pape. Hun er 13 år gammel og har noget af en kaotisk familie. Hendes forældre er ikke længere sammen, så hun tilbringer tiden mellem hendes far, der sælger hash, og en overbebyrdet mor, der har travlt som både sanitetsarbejder og ejer af en pølsevogn. Storesøsteren Mikala er måske 10 år ældre, men har downs syndrom, så den smule tid familien tilbringer sammen, er med hende i centrum.
En ting er dog ukompliceret – Honey elsker musik. Hvor meget ved ingen dog, indtil hun finder ud af, at hendes ”afdøde” morfar i virkeligheden er i live, og sammen kan de måske hjælpe hinanden med at komme ud af deres skal.
Den intens ungdom
Natasha Arthy er ikke bange for at portrættere de mindre kønne sider af Honeys liv. Den fraværende mor, den opmærksomhedskrævende storesøster, den barnlige og umodne far, for slet ikke at tale om problemet med at finde sin plads i skolehierarkiet, er alle elementer, der ikke ville være overraskende i et socialrealistisk drama. Og selvom tonen forbliver ganske mild, er der ikke langt skjul på, at det her er rigtige problemer, som Honey går og tumler med. Men til trods for, at udfordringerne bliver anerkendt, er svarene ikke nær så fyldestgørende, som man bliver foranlediget til at tro.
For når dramatikken spidser til, og alvoren af omsorgssvigtet og Honeys dalende selvværd ikke længere kan holdes under overfladen, trækker filmen alligevel i land. Der eksisterer ikke det fornødne mod til at tage konfrontationen med nogen af Honeys familiemedlemmer. Man bliver nærmest forbavset over, hvor let spiseligt og enkle alle konflikter ender med at være. Konklusionen cementerer måske, at det er en børnefilm først og fremmest, men heldigvis er rejsen ikke så ringe endda.
Som to dråber vand
Selma Dalí Pape er en charmerende og nærværende skuespiller, der sin unge alder til trods, sagtens kan bærer en film, hvor hun er i centrum i alle scener. Særligt scenerne med Jesper Christensen er filmens højdepunkt, hvor de begge træder lidt ud af den børnevenlige atmosfære, og fremstår helt autentiske i deres udveksling af spydige, men kærlige bemærkninger. Forholdet mellem barnebarn og morfar er uden tvivl det stærkeste i hele filmen, og man kunne godt have ønsket sig endnu flere scene med de to.
Honey er såmænd en ganske habil og hjertevarm oplevelse, men aldrig helt ekstraordinær. Man sidder tilbage med en følelse af, at filmen har hjertet på rette sted, men ikke rigtig tør folde sig helt ud. Der er en manglende vilje til at tage det sure med det søde, når man virkelig skal forholde sig til de grundlæggende problemer i Honeys liv. Den manglende velvilje til at forlade den lette stemning gør, at filmen forbliver let og hyggelig, men heller ikke mere. En presset familiesituation bliver trods alt ikke kureret ved at købe en ny guitar, selvom det er en sød i øjeblikket.
Selma Sol í Dali Pape er charmerende og Jesper Christensen kan levere morfaren Marcels mavesure opstød på en måde, så man næsten har ondt af ham, selv når han er verdens største røvhul. Samspillet mellem de to er det utvetydige højdepunkt, og havde filmen fokuseret mere på dem, er jeg overbevist om, at vi kunne have haft noget helt særligt.
