En hyggelig familiefilm
Den hjertevarme bjørn er tilbage, men denne gang, meget passende, i noget varmere omgivelser. Efter den både anmelderroste- og enorme biografsucces, Paddington 2 fra 2017, inviterer Paddington i Peru os igen indenfor hos familien Brown og Paddington. Familien elsker stadig hinanden, men børnene er blevet voksne teenagere, og derfor er de ikke så tætte, som de har været.
Alt ændrer sig dog, da Paddington modtager et brev fra det kloster hans tante bor på. I brevet står der, at hans Tante Lucy er ensom i Peru, og derfra tager det ikke lang tid, før han får overtalt familien Brown til at tage med på det, der skal vise sig at være en begivenhedsrig rejse ind i den peruvianske jungle.
Den svære treer
Det kan ikke have været let at finde på en efterfølger til så elsket en familiefilm som Paddington 2. Denne treer er da heller ikke lige så god, men det betyder ikke, at den ikke er i besiddelse af sin egen charme. I denne omgang er begivenhederne bare ikke lige så ekstraordinære.
Fra første færd er der fart over feltet, ligesom rejsen også tager familien Brown ud på dybt vand, hvor de ikke helt kan bunde. Antonio Banderas gør en god figur som den festlige Hunter Cabot, der bogstaveligt talt bliver hjemsøgt af sine forfædres synder, ligesom den altid underholdende Olivia Colman gør det godt som en ”på ingen måder mistænkelig” nonne.
Helt igennem børnevenlig
Selvom vi er langt væk fra Londons regnvåde gader, er stemning stadig meget børnevenlig, måske endda lidt for meget. Historien kunne sagtens have udfoldet sig mere dramatisk uden at skræmme sit publikum. Særligt med tanke på, at det nu er 11 år siden den første Paddington-film udkom.
Men i modsætning til at vokse sammen med de fans, der var børn og nu er blevet voksne, så forbliver alt i Paddington-universet stadig så familievenligt som det kan være. Selv trusler om død og ulykke bliver altid gjort med et glimt i øjet, så det aldrig fremstår helt farligt.
En konsekvens af denne meget milde tone er dog også, at intet bliver lige så rørende, som i forgængeren. Hvor Paddington i Peru dog gør en bedre figur, er i de farverige omgivelser. Til forskel fra det overskyet og grå England, er Peru fuld af frodig natur, ligesom historien også til tider fremstår mere som Indiana Jones for børn.
Paddington i Peru er ikke lige så god som Paddington 2, men det er også helt okay. Det er stadig en hyggelig og eventyrlig familiefilm, hvor godheden sejrer sikkert, og situationerne aldrig bliver helt farlige. Man kan trygt gå ind og se den med de mindste, da også de danske stemmer er velvalgte. Filmens største svaghed er, at den ikke formår at gøre noget exceptionelt, men nogle gange er det også helt fint, bare at hygge med Paddington og familien Brown.
