De store følelser bag overfladen
Med Parthenope tager Paolo Sorrentino os tilbage til den italienske varme, for at udforske skønhed, sorg og den længselsfulde ungdom. Her møder vi kvinden Parthenope. Hun er en naturlig skønhed og alle er betaget af hende fra første øjekast, men med langt mere mellem ørene, end de fleste nogensinde ser. Vi følger hende fra fødslen, gennem universitetsårene i 1970’erne og helt frem til nutiden, hvor filmen reflekterer over hendes og byen, Napolis, væld af selvmodsigelser.
En stemningsbåret film
Det er en klassisk Paolo Sorrentino film. Flowet er mere stemningsstyret end af plottet og karaktererne, og det gør som regel hans film både pirrende og eftertænksomme, men denne gang er det lige lovlig langsomt.
Det er som om, at det ikke bare er karaktererne, der er forgabt i Parthenopes skønhed, men også Sorrentino selv. Celeste Dalla Porta i hovedrollen er virkelig en ægte skønhed i klassisk æstetisk forstand, og man forstår godt, hvorfor folk er så optaget af hende, men noget menneske bliver hun aldrig.
Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvor mange close-ups vi kan have af hovedpersonens ansigt, mens hun smiler skævt. Som et omvandrende mysterium, kommer vi aldrig ind på livet af hende, hvilket giver hende en tillokkende kraft. Denne kraft er dog ikke slidstærk nok til at holde i over to timer. Lige så forførende og mystisk hun er ved første øjekast, lige så overfladisk fremstår hun til sidst.
Det er helt klart en kommentar på en verden, der ser hende mere som et objekt end en person, men man kunne have håbet, at hendes antropologiske udgangspunkt, ville have afstedkommet en uventet karakterudvikling. Men ligesom det er tilfældet for så mange af Sorrentinos film, er det stemningen, der afgør, hvordan karaktererne opfører sig.
Napoli er den største overraskelse
Derfor ender den mest interessante karakter med at være Napoli. Napoli er ganske vist en by, men i Sorrentinos hænder, ender filmen som en refleksion over stedet og som en karakter i sig selv. Byens kompleksitet og selvmodsigelser rummer Parthenope til fuld, da hun ikke bare er ung og flot, men også begavet og bag overfladen lader til at besidde et følelsesliv, der aldrig bliver forløst, også selvom vi følger hende over flere årtier. Ligesom byen huser både stor kunst og smertefulde sandheder, hviler der også en kriminel understrøm af forråelse, som ingen ønsker at forholde sig til.
Parthenope er endnu en varm og underfundig oplevelse af Paolo Sorrentino. Celeste Dalla Porta er dragende i hovedrollen, og sammen med hende udforsker vi den selvmodsigende by, Napoli, gennem flere årtier. Hvis man ønsker en god oplevelse, må man derfor overlade sig til filmens præmisser. Man skal ikke forvente nogen entydige konklusioner, men derimod lade sig opsluge af det følelsesliv, der dikterer tilværelsen for Parthenope og alle andre indbyggere i pizzaens hjemby.
