Årets suverænt bedste film
Better Man giver os historien om sangeren og entertaineren Robbie Williams. Vi følger ham gennem tre årtier, fra barndommen i det kolde Stoke, hen over årene i boybandet Take That, og ikke mindst hans solokarriere efter bruddet med gruppen. Det er fra start et barsk liv. Hans far efterlader familien for at prøve lykken som entertainer, og der er vel ikke nogen bedre manifestation på det kæmpe følelsesmæssige tomrum, Williams ender med at bruge hele sit liv på at forsøge og fylde ud.
Det lyder unægtelig som et musikportræt, der er fortalt mange gange før, men det er det heldigvis ikke – og det ikke bare, fordi Robbie Williams bliver visualiseret som en computergenereret chimpanse. For selvom portrætteringen, særligt i starten, kan fremstå en kende overproduceret, ender det alligevel som et af de mest rørende og autentiske af slagsen.
Det store følelsesliv
I stedet for at følge en klar skabelon, der filer alle kanter og særheder af, for at få livshistorien mast ind i en letfordøjelig kasse, der kan sælges til så mange som muligt, får Robbie lov til at være mere sig selv. Ironisk nok, er det meget mere autentisk at kridte banen op fra starten af og sige, at det er sådan Robbie Williams, ser sig selv, og så fortælle historien fra det perspektiv. Det betyder, at historien fortælles på Robbie’s præmisser, uden nogen tanke for, om det er, hvad publikum også vil have, hvilket er spøjst med tanke på, at han har brugt et helt liv på at give alle andre, hvad han tror, de vil have.
Filmens største bedrift er derfor ikke blot, at man efter få minutter helt glemmer, at Robbie Williams er en abe, at den er enormt velspillet, eller at man lever sig ind i hans livshistorie, men at de mange popsange får tilført en hidtil uset dybde. I stedet for at lade som om, sangene dumper ned fra himlen, som var den en åbenbaring, der ellers er den forklaring publikum ofte bliver spist af med i film som disse, får man lov til at se, hvad de udspringer af. Denne kontekstualisering gør, at selv den mest banale lyrik og de mest poppede sange bliver tilført en dimension, der gør det svært ikke at blive rørt.
Genistreg på genistreg
Når man så kombinerer det med helt exceptionelt cinematiske og velkoreograferede musiknumre, fra den dygtige instruktør Michael Gracey, der bl.a. har stået bag The Greatest Showman, er det også underholdende samtidig med, at det er rørende
Genistregerne stopper dog ikke her. For ved at fortælle historien i en så overproduceret ramme, med en vis distance til virkeligheden, gennem de bombastiske sangnumre og Robbie Williams nye ydre, opstår der plads til at udforske dystre tanker, som de fleste filmskabere ellers normalt har berøringsangst for. Der udforskes bl.a. depression og selvmordstanker på en måde, der er både vedkommende og relevant, men aldrig udnytte, fordi beskrivelsen er så gennemgribende og hudløs ærlig.
Better Man er et portræt af en person, der fra barnsben er blevet formet til at være den perfekte entertainer. Han giver altid publikum, hvad de vil have, men det er på bekostning af, at han først meget sent overhovedet begynder at mærke og lære sig selv at kende.
I en tid, hvor musikportrætter aldrig har været mere populære, formår den at skille sig ud fra mængden. Ikke ved at have en computergenereret, abelignende Robbie Williams, men ved at være langt mere rørende, følsom, tankevækkende og ikke mindst underholdende – ellers ville det ikke være en Robbie Williams produktion.
Vi bliver præsenteret for et langt større følelsesliv end jeg personlig på nogen måde havde forventet. Hvis du selv har grublet med nogen af disse tanker, kommer du også til at fælde en tåre, mens du ligesom Robbie selv begynder at holde af Robert, og ikke kun entertaineren. Og der findes vel ikke noget stærke bevis på, hvilken unik styrke filmmediet er i besiddelse af, når det lykkes at indkapsle en episk autenticitet. Der kan få selv en person som mig, der hverken kan lide musicals eller kender til Robbie Williams, til at mærke følelser, jeg ikke har haft i årevis.
