En thriller for filmelskere
Strange Darling starter med en blødende kvinde, der løber gennem skoven. Forfulgt af en kokainsniffende mand med en riffel i hånden, søger hun tilflugt i en nærtliggende hytte. Herefter springer filmen tilbage til aftenen før, hvor de to personer mødte hinanden for første gang. De er udenfor et motel, og inden de går ind, spørger hun, om han er seriemorder. Han griner afvisende, og så springer vi tilbage til dagen efter – og sådan fortsætter historien ellers, der er fortalt i seks kapitler.
Det er en leg med mediet og med vores alles fordomme, og uden at afsløre handlingen, er tingene ikke, som de giver sig du for at være.
Overlagt historiefortælling
Ikke bare fortællestrukturen er usædvanlig. Filmen er nemlig optaget udelukkende på ægte, 35mm celluloid, hvilket filmen også selv gør opmærksom på fra starten. Bag kameraet finder vi den kendte Giovanni Ribisi, der har valgt at springe ud som fotograf, noget han tydeligvis har talent for.
Indstillingerne er velvalgte, hvor enormt meget fortælles uden et ord, faktisk forbliver det meste usagt. Den grynede varme fra filmrullen gør også, at selv i den digitale version, som de fleste nok kommer til at opleve den i, er der en udpræget varme og en retro enkelthed over begivenhederne, selvom historien ellers udspiller sig i nutiden.
Willa Fitzgerald stråler i hovedrollen
Filmens helt store es er dog hverken den non-lineære fortælling eller den varme glød fra filmrullen, men præstationen fra Willa Fitzgerald i rollen som ”Kvinden”. Det er ikke bare en fysisk krævende rolle, men forlanger også, at man kan skifte personlighed elegant og troværdigt på et splitsekund. Opgaven løser hun til ug, og havde det ikke været for hende, ville filmen kun havde været halvt så dragende.
Fitzgerald er dog ikke den eneste skuespiller i filmen. Selvom det er et meget sparsomt ensemble, formår Kyle Gallner også at vise sig positivt frem som ”Dæmonen”. Hans karakter er ikke lige så god med ord, hvor det i stedet er det mindste lille ansigtstræk eller gestikulation, som er med til at udpensle hans historie, der, ligesom Kvinden, er et stort spørgsmålstegn uden for historien. Fx ser man kun kortvarigt, at han har en vielsesring. Hvis ikke man er opmærksom, overser man detaljer som disse, og så ændres ens fortolkning af karaktererne radikalt.
Strange Darling er en film, der ikke bare udfordrer ens fordomme, men med et glimt i øjet også overlader meget til publikums egen fortolkning. Hvilke konklusioner man drager om Kvinden og Dæmonen, kommer unægtelig til at bunde i ens egen forudindtagethed, fordi så meget forbliver usagt. En uafviselig realitet, når vi forholder os til andre mennesker.
Det er ikke svært at spore den kunstneriske åre fra instruktør og manuskriptforfatter JT Mollner, der gennemsyrer hele projektet. Hvad end det er den fornævnte non-lineære fortællestruktur, der tvinger en til at tænke ud af boksen, den analoge film, der giver et retro udseende, selvom historien udspiller sig i nutiden, eller det faktum, at vi aldrig får at vide, hvad karaktererne hedder, er man aldrig i tvivl om, at det er overlagt. Der er så mange små finesser, at hvis du er filmelsker, kan du kun elske en film som denne.
