En forhistorie uden nogen ny viden
En god forhistorie formår at kontekstualisere den oprindelige fortælling. Hvad end det er at give os ny viden om sidekaraktererne, belyse verdenen bedre, eller bare præsentere historien fra en ny vinkel, så kan det sagtens lade sig gøre at skabe en vedkommende prequel, selvom man godt ved, hvor det hele ender ende.
Det er dog ikke, hvad der er sket med Mufasa: Løvernes Konge, der giver os historien om Mufasa, før han blev løvernes konge og bare var en del af løveflokken. Vi bliver ikke præsenteret for noget nyt. Arketyperne bliver blot cementeret med syvtommerssøm. Mufasa er godheden selv fra start til slut, Scar er en manipulerende kryster og Rafiki er et nærmest guddommeligt orakel, men til gengæld får vi lov til at se oprindelseshistorien bag hans vandrestav.
Bedre teknisk udførelse end 2019-versionen
Noget af kritikken fra den oprindelige ”live-action” version af Løvernes konge fra 2019, er tydeligvis blevet taget til efterretning. Dyrene er fx meget mere ekspressive. De gestikulerer langt mere, ørerne hopper op og ned, og muskulaturen omkring øjnene bevæger sig også, til forskel fra i 2019, hvor de var fuldstændig udtryksløse. Vi er stadig ikke der, hvor de har samme mimik som mennesker, men bare den lille smule mere ekspressivitet gør, at det er langt nemmere at se, hvad karaktererne forsøger at udtrykke følelsesmæssigt.
Til gengæld har de ikke fået løst problemet med at gøre dyrene identificerbare. To fotorealistiske løver eller løvinder ligner til forveksling hinanden, når de ikke har nogle ansigtsudtryk. Den realistiske lyssætning udvasker også noget af kontrasten, så man til tider kan have svært ved at se forskel på løverne. Selv Taka og Mufasa, der ellers har forskelligfarvet manke, kan være svære at skelne i solens skær.
En ringere musical end 2019-versionen
Det er stadig en musical, og til det hører nye sange. Det kan dog være svært at spore særlig meget nyt i dem. Selvom Disney har hvervet Lin-Manuel Miranda, der stod bag sangene til Vaiana og Encanto, ligner de musikalske kompositioner til forveksling de samme sange fra Løvernes konge. Når lyrikken også er alt andet end fantasifuld, hvor fx ”bror” rimer på ”bror”, og skurkesangens slagord er ”bye, bye”, er det ikke ligefrem, fordi man bliver betaget af de nye sange.
Filmskaberne gør sig heller ikke nogen tjeneste ved, at historien er bygget op over den samme dramaturgi som Løvernes konge. Mufasa og Simbas dannelsesrejse fra usikker løve til storsindet konge har så meget til fælles, at man skal være lovligt undskyld, hvis man i perioder glemmer, at historien ikke længere handler om Simba.
Mufasa: Løvernes konge er endnu en prequel, som ikke rigtig formår at retfærdiggøre sin eksistens. Den kaster ikke noget nyt lys over en allerede veletableret historie, der er alt for meget pastiche over sangene til, at de på noget tidspunkt gør indtryk, og den fotorealistiske genskabelse af den afrikanske savanne, formår aldrig at overbevise en om, at den er overlegen den håndtegnede streg.
Filmen er ikke fuldstændig blottet for en kunstnerisk åre. Man kan til tider se i indstillinger, det rolige fortælletempo og de flotte landskabsbilleder, at det er oscarvinderen Barry Jenkins, der nu er bag kameraet, men det er kun i glimt.
Selvom det er en undervældende oplevelse, kan man ikke give en decideret lav karakter til en Disney-produktion som denne. De fleste Disney-film er så teknisk vellavet, at det ville være en hån mod alle de animatorer og kunstnere, der har løst deres opgave til perfektion – og Mufasa: Løvernes konge er ingen undtagelse. Man kan dog godt tillade sig at være skuffet over, hvor fantasiløs, unødvendig og gennemgribende uimponerede en musical, det er, til trods for alle de bombastiske og dyre effekter.
