Et eminent kammerspil

I Konklave tager instruktør Edward Berger os med helt ind i Vatikanet. Paven er død, og nu skal alle kardinalerne samles for at udvælge en ny. Midt i denne magtkamp om pladsen som Guds stedfortræder, finder vi kardinal Lawrence, spillet af Ralph Fiennes. Hans tro er svigtende, men han er alligevel blevet sat til lede konklavet, og i fællesskab med ham, bliver vi konfronteret med alle de intriger, hemmeligheder og ikke mindst det magtbegær, der præger denne religiøse proces.

Det er et kammerspil i den mest klassiske forstand. Vi tilbringer stort set hele spilletiden i selskab med en flok midaldrende mænd, der udelukkende taler med og til hinanden, og på intet tidspunkt falder tanken ind, at man kunne kede sig. Genreknebene bliver udnyttet til fulde, og man kan vel næsten ikke gøre det bedre.

Med en historie, der er bygget op som var det en krimi, fuld af kardinaler i stedet for forbrydere, kan man heller ikke lade være med at gætte med, mens feltet af kandidater til posten som pave, langsomt bliver savet ned, i takt med at ligene langsomt falder ud af skabet.

Der er tænkt over karaktererne
Konklave kunne meget let have endt som en soap, hvor man bare har skiftet stranden ud med det Det Sixtinske Kapel, men karaktererne er så godt skrevet og cinematografien så fornem, at det aldrig er tilfældet.

Hvad mere er værd at fremhæve, er den eminent gruppe af skuespillere, der udgør ensemblet. Gruppen af midaldrende mænd bliver anført af Ralph Fiennes, der er perfekt i rollen som dekanen Lawrence, der modvilligt bliver pålagt af forvalte konklavet, efter pavens bortgang. Fiennes beviser endnu engang, at han er en eminent skuespiller, der kan fortælle så meget, med selv det mindste ansigtsudtryk, og når man tager scenepartnere som Stanley Tucci, John Lithgow, endda Isabella Rossellini for en kort bemærkning, bliver manuskriptet højnet til noget større, mens handlingen leder ens tanker mod, hvad det er for nogle mennesker, vi har for vane at tildele magten.

Hvis man skulle klandre filmen for noget, er det, at den ender noget mere melodramatisk, end den starter. Tredje akt kan ikke se sig fri fra et par bombastiske krøller på historien. Slutningen er lige lov tænkt, måske endda fortænkt til en grad, hvor ens tolkning af slutningen kommer til at afgøre, om man bryder sig om filmen eller ej.

Hvad der dog ikke er tvivl om er, at Konklave er et eminent, velspillet og velskrevet drama, der løfter arven fra film som Tolv vrede mænd, og beviser, at man sagtens kan konstruere et engagerende, vedkommende og sågar cinematisk værk, også selvom det hovedsageligt består af midaldrende mænd, der afvæbner hinanden med den ene poetiske replik efter den anden. Slutningen vil måske være lidt for lang i spyttet til de fleste, men de tanker filmen sætter i gang, er intet mindre end prisværdige.