Tivoli er rammen for Claras og vores egen magiske juledrøm
Pjerrot er kaptajn i luftballonen
Årets store juleballet byder ifølge Tivoli selv på traditioner, men også nye oplevelser, og det er i høj grad den gamle have, der visuelt er hovedpersonen i denne version og genopsætning af Nøddeknækkeren.
Der findes med sikkerhed utallige versioner af den verdensberømte ballet opført på diverse scener i hele verden, og samtidig med denne bliver også George Balanchines version, skabt til børn, vist på Gamle Scene i Det Kongelige Teater. Billetkonkurrencen er en realitet, men Tivoli har et par esser i pjerrotærmet.
Først tager vi lige historikken.
Eventyret Nøddeknækkeren og Musekongen blev skrevet af den tyske forfatter E. T. A. Hoffmann i Berlin i 1816. I 1892 blev Alexandre Dumas den ældres version, ja ham der skrev Greven af Monte Cristo og De tre musketerer, sat i musik af Tjajkovskij og iscenesat som en ballet af balletmester Marius Petipa i St. Petersborg.
Tivolis version af Nøddeknækkeren er fra 2012, og selvom forestillingen bliver opsat for sjette gang i 2024 i Tivolis Koncertsal, så virker den langt fra som en doven løsning hevet op fra kælderen og støvet af til lejligheden. Det er stor kunst på alle fronter, og de mange koreografier skabt af Tivolis balletchef Peter Bo Bendixen kan ses af alle, også dem, der måske ikke ellers ville bevæge sig ind til en ballet.
Det var det ene es i ærmet.
Tinsoldaten bliver levende
Det næste og største es i harlekinærmet er H.M. Dronning Margrethe, der står bag scenografien og kostumerne. Onde tunger vil måske påstå, at ingen ville turde ytre noget negativt om dette af åbenlyse årsager, men jeg må med det samme sige, at de mange kunstneriske valg truffet i forbindelse med kostumer og scenografi er gennemført magiske. Den varme og genkendelige Tivoli-ånd er med i hver en tråd syet og hvert et penselstrøg. Bidraget til den kunstneriske helhed er givet med oprigtig kærlighed til Tivoli og ballettens historie.
Denne version af Nøddeknækkeren udspiller sig juleaften 1874 et sted i København. Her har Claras familie, en del af det bedre borgerskab, inviteret gæster, og Clara er fuld af forventninger til, hvad aftenen skal bringe. Blandt gæsterne er digteren H.C. Andersen, der læser en af sine historier højt, balletmester August Bournonville og Tivolis daværende direktør, Bernhard Olsen.
Efter en varm og dejlig juleaften falder Clara i søvn og tager dagens mange indtryk med sig ind i et drømmeland, som er Tivoli med sine mange lys og eksotiske gæster.
Snedronningen kan ikke vinde
Her kommer det tredje og sidste es i columbineærmet.
Når man i forvejen har gået rundt i den gamle have med alle de blinkende lys og glade mennesker, for derefter at komme ind i koncertsalen og opleve havens historiske vingesus fremført af 33 musikere dirigeret af Christian Øland, og tæt på 100 dansere og medvirkende med et kongeligt aftryk, ja, hvad mere er der så at ønske sig?
Til repremieren var det fantastisk at opleve Danmark samlet. Lad mig forklare.
Bag mig sad en familie med en datter på omkring 5 år. Der var ud over pigen far, mor og bedstemor. Pigens nysgerrighed var stor, men tålmodigheden naturligvis begrænset, og da en af danserne kom på scenen igen efter en lille pause, udbrød hun. ”Ej ikke igen,” som fik salen til at grine. Foran mig sad en ældre herre i, hvad jeg vælger at kalde, en lånt orange Just Eat-jakke og ikke mindre end en Pyrus-nissekasket. Kun otte rækker længere fremme sad stort set hele Det danske kongehus, som skulle opleve, støtte og klappe ad et familiemedlem.
Så er det blevet jul i Danmark, og sikke et fantastisk land, vi lever i.
NØDDEKNÆKKEREN spiller fra 30. november til 29. december 2024. Tivolis koncertsal.
Varigheden er ca. 2. timer. Inkl. pause.
Anbefalet fra 6 år.
Medvirkende: Maïa Gastal, Vincent Gabriel Vernal, Antonio Russo, Jennifer Wagstaffe, Robert Thomsen, Allan Clausen, Nadia Skriver Rosenby, Tommy Edvardsen, Antoniomanuel Calvanese, og 77 andre dansere. Koreografi og iscenesættelse: Peter Bo Bendixen. Musik: Pjotr Tjajkovskij. Scenografi og kostumer: H.M. Dronning Margrethe. Orkester: Musikere fra Tivoli Copenhagen Phil. Dirigent: Christian Øland. Lysdesigner: Mikki Kunttu.