Et fornemt kammerspil
Madame Ida er en film, der fra første færd formår at fange seerens interesse. Instrueret af Jacob Møller, tages vi med til efterkrigstiden, hvor der udforskes komplekse og tabuiserede emner som psykisk sygdom og fysisk overgreb.
Filmen følger den unge Cecilia, spillet af Flora Ofelia Hofmann Lindahl, som bliver gravid på et børnehjem. Det går selvfølgelig ikke, og hun bliver derfor sendt til et diskret ophold hos overklassekvinden Ida, spillet af Christine Albeck Børge, hvor hun skal føde barnet i hemmelighed, så det kan bortadopteres. Ida har selv en tragisk forhistorie og håber, at et nyt barn i hendes liv kan vende op og ned på det hele. Sammen med den ældre og trofaste tjenestepige Alma, spillet af Karen-Lise Mynster, danner de tre kvinder en kompliceret trekløver, der skaber grobunden for at udforske tematikker som kærlighed, tab og stigmatisering.
Tre enestående præstationer
Hvis du ikke allerede skulle have regnet det ud, er der tale om et kammerspil. Genren er ikke min favorit, men i dette tilfælde er det ikke en dårlig ting. For selvom handlingen hovedsageligt udspiller sig indenfor hjemmets fire vægge, formår den at skildre problemstillinger, der stadig er aktuelle den dag i dag. Det er især skuespilpræstationerne, der bærer filmen. Flora Ofelia Hofmann Lindahl leverer endnu en underspillet præstation som den unge Cecilia, der længes efter kærlighed og accept, men er blevet kasseret af alle gennem hele sit liv. Christine Albeck Børges portræt af Ida rummer både en blanding af varme, men også undertrykt vrede, der er som et vulkanudbrud, efterhånden som hun bliver mere og mere presset. Disse to yderpoler flankeres af Karen-Lise Mynsters stoiske Alma, og sammen udgør de et stærkt ensemble, der ikke bare demonstrerer, hvor dygtige skuespillere de er, men også formår at fastholde ens opmærksomhed fra start til slut.
Alt er dog ikke fryd og gammen, fordi på samme måde som kammerspillets styrker bliver vist frem, så bliver produktionen også hæmmet af denne fortællestruktur. I sidste halvdel eroderer ikke bare tempoet, men også budskabet langsomt, efterhånden som vi bliver introduceret til flere karakterer. Derfor ender tredje akt, om end den stadig er velspillet, med at være noget forudsigelig og en smule skuffende.
Madame Ida er værd at se, på grund af de fremragende skuespilpræstationer, så kortfattet kan det skrives. Narrativet vakler en smule i sidste tredje del, men samlet set er det så tankevækkende og rørende en fortælling om tre kvinder, der kæmper med hver af deres indre dæmoner. Priser skal filmen nok kaste af sig, for der er nok at hive fat i, også selvom den afsluttende bådtur ikke er lige så dragende som den indledende.
