Den svære toer
Efter lang ventetid er efterfølgeren til den mest streamede film på Disney+ endelig landet i biografen. Der er selvfølgelig tale om Vaiana 2, der nok engang følger titelkarakteren på eventyr i Oceanien. Tre år er der gået siden hendes voldsomme søfart med halvguden Maui, og selvom hun har ledt ihærdigt, er det ikke lykkedes at finde nogen andre stammer. Det ændrer sig dog, da hun pludselig får et syn fra sine forfædre, der sætter kursen mod nye eventyr i ukendte farvande, med et nyt mandskab og nye udfordringer.
Mere af det samme
Det er ikke overraskende, at den første Vaiana har vist sig stadig at være en succes, her otte år senere. På mange måder er det en klassisk Disney animationsfilm, med det flotteste og dyreste animationerne kan fremmane, fulde af farverige omgivelser, skøre og mindeværdige karakterer, og ikke mindst sangene, der sikkert har gjort livet surt for mange forældre sidenhen.
Hvad den første film dog også udmærkede sig ved var, at den fortalte en komplet og afrundet historie. Man sad ikke tilbage med en længselsfuld følelse af, hvornår der mon måtte komme en opfølger, fordi både Vaiana og Mauis rejse var slut, og så kunne de i teorien leve lykkeligt til deres dages ende. Nu er der så alligevel lavet en toer. Det er dog ikke lykkedes det nye hold at finde nogen god grund til at vende tilbage til det farverige polynesiske tegnefilmsunivers.
Mange plotpunkter er genbrugt fra etteren, Maui er underligt længe om at blive en del af historien, ja selv skurken er ikke noget at skrive hjem om. Det er helt klart tydeligt, at det ikke er af kunstneriske årsager, at Vaiana er sat til søs igen.
Mere en tv-pilot end en film
Vi bliver introduceret til tre nye medlemmer af Vaianas mandskab, Loto, Moni og Kele, der tilsammen udgør den nye gruppe af opdagelsesrejsende. Det er helt klart tanken, at vi skal holde af dem, men de er så endimensionelle og perifere, at man ofte glemmer, de overhovedet er med. Hvorfor filmskaberne har følt det nødvendigt at tilføje yderligere komiske sidekarakterer, når den udtryksfulde gris Pua og hanen Heihei også vender tilbage, er ikke til at sige. Værst er dog, at der ganske enkelt ikke er plads til dem alle, når der også skal synges nogle nye sange hen over filmens godt 100 minutter.
Og hvad så med sangene? Ligesom med resten af produktionen, er det mere genkendelse end begejstring. Ingen af dem er umiddelbart ørehængere, men de har den klassiske musicallyd, der ligger meget i tråd med det Alan Menken producerede i 90’erne. Det er funktionelt, men uden at imponere.
Når man har set Vaiana 2 sidder man tilbage med de samme spørgsmål, som da man gik ind. Ja, det er stadig en flot animationsfilm, og rent teknisk er der stadig ingen, der kan nå Disney, så det skal være dem frit at lave de film, de har lyst til. Men når sangene ikke er nær så gode, og historien mest af alt er en gentagelse uden de samme store følelser, er det svært at blive begejstret. Intet er rædselsfuldt, men alt blegner i sammenligningen med den første.
På mange måder virker det mere som en pilot til en tv-serie om Vaiana, der udforsker Oceanien sammen med sit mandskab af skæve karakterer, end nogen episk biografoplevelse. Hvad fremtiden vil bringe for Vaiana og alle de andre, er ikke til at spå, men sikkert er det, at Vaiana 2 er mere af det samme, bare ikke helt lige så godt.
