Nutidens irske frihedskæmpere er musikere
Kneecap er et flippet og idiosynkratisk portræt af den nordirske hip-hopgruppe af samme navn. Her får vi den usandsynlige historie om, hvordan to unge drenge gik fra at være rodløse til kendte musikere, der symboliserer kampen for det irske sprog og kultur.
Til at starte med, møder vi de to drenge Liam og Naoise. De har ikke rigtig noget at tage sig til, og bruger det meste af deres tid på at feste og tage stoffer, men da en musiklærer, der selv befinder sig i en identitets- og midtvejskrise, finder en notesbog med deres digte, foreslår han at hjælpe dem med at omdanne dem til hip-hop numre. Liam og Naoise tror dog ikke, at nogen gider lytte til hip-hop på irsk, men de må tro om igen, og inden de ved af det, er de centrum for storpolitik og den juridiske kamp for at ligestille irsk med engelsk.
De uventede helte
Det er en nærmest eventyrlig historie, og filmen emmer også af, at historien om gruppen Kneecap ikke burde have været en succes. Som prikken over i’et, spiller gruppens medlemmer ovenikøbet sig selv, og tilfører en ekstra dimension af både autenticitet, men også absurditet over begivenhederne.
Gennem energiske sekvenser og sort humor, følger vi deres rejse fra rødder til idoler. Den rå og ufiltrerede skildring af alt lige fra stofmisbrug til ungdomskultur, gør filmen til helt sin egen, så den aldrig helt bliver som alle andre musikportrætter. Fx er der et helt sideplot om Naoises fra, Arlo, spillet af Michael Fassbender, der var modstandskæmper og som har levet i skjul de sidste 10 år, efter at have fingeret sin egen død. Det sideplot er med til at belyse nogle af de mere alvorlige sider af samfundet, så filmen aldrig bliver for pjattet, ligesom det også tvinger plottet ud af den skabelon som så mange andre musikportræt er bygget op over.
Kompromisløst perspektiv
Egentlig er det en meget begavet og overraskende vellykket introduktion til gruppen. Alt bliver fortalt fra deres perspektiv, og det skaber en atypisk, sanselig og vild oplevelse, der på alle måder bryder med konformiteten. Det har dog også den utilsigtede effekt, at skildringen af euforiserende stoffer har en tendens til at blive glorificeret.
Filmen fremstiller ofte karakterernes stofbrug ikke bare som eskapisme, men også som en kreativ frigørelse, de ikke kan være foruden. De negative konsekvenser i handlingen udspringer derimod mere som et resultat af karakterernes dumdristighed, hvorfor det er noget problematisk, at ketamin og kokain tilsyneladende er stoffer, som kun frigør en fra ens mentale fængsel, men ikke i sig selv har nogen rigtig slagside.
Når det forbehold så er nævnt, er Kneecap alligevel en ganske enestående, underholdende og vedkommende film. I en tid, hvor alle musikportrætter er ens, vælger instruktør Rich Peppiatt at gå en helt anden vej, og har herved skabt et humoristisk, politisk og provokerende portræt af en hip-hop gruppe, der faldt ind i en rolle som frihedskæmpere, og som virkelig har sat det irske sprog og kultur på landkortet.
