En fornem engelsksproget debut
Den ikoniske spanske instruktør Pedro Almodóvar har efter årtier i Spanien nu kastet sig ud i sin første engelsksprogede spillefilm. The Room Next Door følger de to gamle veninder Ingrid (Julianne Moore) og Martha (Tilda Swinton), der bliver genforenet efter flere års adskillelse. Da Ingrid får nys om, at Martha er alvorligt syg med kræft, genopstår venskabet dog igen, mens alle aspekter af livet debatteres. Fx er Ingrid blevet en succesfuld forfatter, mens Martha har været krigskorrespondent, og det, sammen med alverdens komplekse og dybe emner, er, hvad de og publikum tilbringer tiden med, mens vi venter på Marthas nærtforestående død.
Stadig farverig og følsom
Hvis der er en ting, Almodóvar er kendt for, så er det hans farverige stil. Kærligheden til hele farvepaletten og æstetisk betagende omgivelser, spiller bestemt en rolle i denne film, også selvom vi nu er taget turen over til lidt koldere himmelstrøg i USA.
Et andet aspekt, der også altid har været synonym med instruktøren, er hans enorme følelsesmæssige intelligens. Uagtet hvor melodramatisk hans fortællinger kan fremstå for danskere, er de altid befolket af mennesker, der er i stand til at verbalisere deres følelser. Det er alstedsnærværende, uanset om det er Alt om min mor, Volver, Huden jeg bor i, eller senest Smerte og ære. Det samme er tilfældet her, hvor Ingrid og Martha virkelig kommer rundt om mangt og meget, mens de gennem sårbare samtaler og flashblacks blotlægger den sårbarhed, der gør hans karakterer så menneskelige.
Idiomatisk slinger i valsen
Overgangen til engelsk er dog ikke gnidningsfri. De opsatte scener, der altid har fungeret på spansk, hvis folk også kommunikerer meget mere følelsesladet generelt, tager lidt tid, før de også fungerer på engelsk.
Julianne Moore er lige fra første færd fremragende i hovedrollen som Ingrid. Hun har til alle tider været ekspressiv, og åbenheden i hendes skuespil passer perfekt til både Almodóvars stil, men også hendes karakter, der holder meget igen gennem det meste af filmen. Tilda Swinton passer dog ikke lige så perfekt. Der er en indføringsperiode i den første del af filmen, hvor dialogen fremstår stiv og kunstig, og hvor Swinton ikke slipper helskindet afsted med sin diktion. Problem ligger måske i, at Almodóvar kæmper med det engelske sprog, hvilket også var tilfældet i kortfilmen Strange Way of Life. Skuespillerne er dog så stærke, at de langsomt får løsnet op for stivheden, så man efterhånden holder op med at hænge sig ved idiomatiske skævheder i dialogen.
Alt i alt er The Room Next Door en meget fornem engelsksproget debut af den nu erfarende instruktør. Den er tankevækkende og imponerer visuelt, mens der udforskes dybe emner om alt mellem himmel og jord. Det er ikke Almodóvars bedste film, men mindre kan også gøre det, og takket være to stærke præstationer af Julianne Moore og Tilda Swinton, er det altid et betagende bekendtskab.
