Et vedkommende drama
I De lydløse har instruktør Frederik Louis Hviid kastet sig over noget så sjældent som en dansk kupfilm. Vi er langt fra de humoristiske Olsen Banden-film, for historien er baseret på virkelighedens røvere, der stod bag danmarkshistoriens største røveri, hvor det lykkedes dem at stjæle over 70 millioner kroner i 2008. Inden det store kup følger vi dog Kasper (Gustav Giese). Kasper havde engang en drøm om at blive bokser, men lever nu en udsigtsløs tilværelse.
Selvom han både har en kone og datter i sit liv, hungrer han stadig efter at bevise sit værd. Den mulighed opstår, da han bliver sat sammen med andre karrierekriminelle, der har sat sigtekornet mod en usædvanlig ringe bevogtet lagerhal med penge fra Dansk Værdihåndtering. Spørgsmålet er bare, om Kasper er villig til at sætte alt på et bræt, for går det galt, kan ingen forudse konsekvenserne.
Som en dansk Heat
Der, hvor filmen virkelig stråler, er i sin stemning. Frederik Louis Hviid har sans for at opbygge en intens atmosfære, mens vi følger den sprængfarlige planlægningsproces, hvor ingen i gruppen er helt til at stole på. Som en slags arbejderklasse-Heat, får man næsten sympati med særligt Kasper, der gerne vil gøre et eller andet ekstraordinært, mens han føler, at både samfundet og livet kun har givet ham nederlag på nederlag.
Det er også her, hvor filmen generelt fungerer bedst. Historien og karaktererne går op i en højere enhed, mens der tegnes et samfundsportræt, hvor dem på bunden virkelig er blevet svigt i perioden under finanskrisen, hvor forskellen på rig og fattig virkelig blev tydeliggjort.
Uforløst afslutning
Til gengæld er tredje akt ikke nær så vedkommende eller engagerende. Her, hvor al setup skal give pote, er der en del, som falder til jorden. Fx krydsklipper vi gennem hele filmen til en vagt hos Dansk Værdihåndtering, spillet af Amanda Collin, der bliver kørt i stilling til at spille en afgørende rolle, når hun og forbryderne kolliderer. Hun kommer dog aldrig til at spille en rolle, der står mål med hendes skærmtid, og karakteren ender mere som et afbræk fra den meget mandehørm, som nogen sikkert vil kritisere filmen for, fordi den hovedsageligt følger en gruppe mænd fra underklassen.
Selve røveriet efterlader også meget til fantasien, bogstaveligt talt. Store dele bliver optaget under ly af mørket, regnen eller sågar udenfor kameraet, og selvom man helt klart har indtrykket af, at det skyldes budgetårsager, er det en smule skuffende, hvor lidt action, der i sidste ende er.
De lydløse er en tankevækkende kupfilm, der ikke kun fortæller historien om det største røver i Danmarks historie, men også tør komme med sit bud på, hvem de mennesker er, der føler sig påkaldt til at gøre noget så farligt og vovet. Gustav Giese er filmens store anker som Kasper, man på en og samme tid har sympati med, men også er irriteret over, hvor stolt og macho hans moralske kompas i sidste ende viser sig at være. Den store finale udebliver, men stemningen og karakteriseringen af gruppens medlemmer, holder sammen på en historie, der stadig er vedkommende den dag i dag.
