Et kunstnerkollektiv for fuld damp

Jeg vil lytte til den lille fugl
Som der står skrevet i programmet, så er der mange, der har købt billet til noget, de ikke ved, hvad er. Det er ikke megen information, der er sluppet ud. Det er altså en tillidserklæring af de helt store, og allerede inden premieren er der ikke mange billetter tilbage til en forestilling, der har sidste spilledag i slutningen af november.

Det er lidt af et pres. Der er noget at leve op til.

Men jeg er overbevist om, at man kunne høre klapsalverne og jublen på hele Frederiksberg, da det kunstneriske kollektiv bukkede til premieren lørdag eftermiddag.

Sikke en forløsning, og hvor var det dog tiltrængt at grine så meget, at tårerne de trillede.

Det skal med det samme siges, at det ikke er lårklaskende fald-på-halen-komik, men knivskarp selvindsigt fortalt som et lynnedslag.

Sammen med seks opdagelsesrejsende skal vi udforske kvindens, eller nok mere menneskets, forhold til hinanden, sig selv, pligter, skam, forfængelighed, lyst og hverdagstrummerum.

Alle medvirkende er et lysende talent i sig selv, men sammen spiller de hinanden bedre, og så kan de også få publikum til at synge med. Altså ikke af høflighed, men fordi det føles rigtigt.

Det er stjernerne, der holder os svævende
På en væg lavet af pap hænger billeder af kvindeikoner. Alt fra Mona Lisa til Brigitte Nielsen i rollen som Red Sonja. Der er nok at vælge imellem, og mon ikke der er hentet lidt stjernestøv fra dem alle sammen samlet i vores opdagelsesrejsende, når de vover sig ud på den farlige rejse, det kan være at finde ud af, hvem man og vi er på godt og ondt.

Der er ikke sparet på noget, hverken i teksterne, musikken eller scenografien.

Der er mange sceneskift, og de er alle i samme tone. Intet virker tilfældigt, og man har lyst til at være i kulissen. Kostumerne er, for dem, der har set Sort Samvittighed før, næsten en tradition. Ens parykker og overdrevet karikeret makeup.

Nu går drømmene rundt med drømmende uden på huden
Forestillingen har sin egen rolige rytme, men insisterende fremdrift. Der er dog enkelte replikker, hvor gentagelsen bliver trukket for længe. Det er ikke tilfældigt, men sker i hver scene. Så det er en valgt stil, men unødvendigt da det godt kan virke som om, at man malker teksten for at presse de sidste grin ud af sit publikum.

Når nu resten af forestillingen insisterer på det høje niveau og også kræver det af sit publikums opmærksomhed, så bliver det til tomgang, og det svækker slutningerne på scenerne.

Der bliver også talt meget i munden på hinanden. Hvilket også er en del af stilen og indøvet, men det er ikke altid, at det lykkes at glide ind og ud i volumen, og enkelte replikker drukner derfor i hinanden. Ærgerligt, for de planlagte tekstbider, der skal fylde mest, er noget af det, der rammer publikums identifikation hårdest og sjovest.

Nok om det.

Forestillingen, Sort Samvittighed #4, er en befriende aften i teatret.

En ting er, når jeg har set og skrevet om en forestilling, som jeg kan se en masse i. Men de gange jeg har siddet i mørket og tænkt på, hvem jeg har lyst til at købe billetter til, for de skal opleve det her, fra da af ved jeg allerede inden tæppet går ned, at det er noget helt specielt.

Der er rigtig mange mennesker, som jeg har lyst til at købe en billet til, når det kommer til Sort Samvittighed #4.

Sort Samvittighed #4 spiller fra 28. september til 23. november 2024. På Betty Nansen
Varigheden er ca. 2 timer og 15 minutter. Inkl. Pause.

Medvirkende: Jeanett Albeck, Rikke Bilde, Tilde Maja Fredriksen, Kitt Maiken Mortensen, Signe Egholm Olsen, Leila Vestgaard. Instruktør & Iscenesætter: Elisa Kragerup. Scenograf & Kostumedesigner: Ida Marie Ellekilde. Musiker & Komponist: Jeanett Albeck. Koreograf: Signe Fabricius.