En drømmende road movie
Det er synd for menneskene
Det er en gentagende replik hele forestillingen igennem, og det ER på mange måder stadig synd for menneskene. Der er intet nyt under solen, og de refleksioner som August Strindberg havde og skrev ned dengang i 1901, midt i en livskrise, er de samme refleksioner og tanker, de fleste af os har nu 123 år senere. Officeren undrer sig over det ulogiske i at slå ihjel, advokaten kan ikke vaske sine hænder rene, den, der arbejder mest, men tjener mindst, ved det, men ikke, hvad der kan gøres ved det.
Gudedatteren Agnes kommer ned på jorden for at se, hvordan menneskene har det. Hun forsøger at opretholde glæden og nysgerrigheden, men bliver hurtigt klog på, at når vi forsøger at finde lykke og kærlighed, får vi hver gang det dobbelte i sorg.
Gudedatterens rejse gennem en drømmetåge, hvor intet giver mening, men hvor alting på samme tid er så indlysende, er en stor oplevelse.
Anna Balslevs iscenesættelse af Et drømmespil virker som alt andet end teater for teatrets skyld. Hvad mener jeg med det? Jeg mener, at jeg ofte hører folk tale om, at de ikke går særlig meget i teatret, for det er altid de samme 10 dramatikernavne, der bliver genopsat på én lang gentagelsesrække af indforstået højtidelighed, kun opretholdt for at imponere internt.
Det er naturligvis ikke tilfældet, og når det kommer til denne opsætning af Et drømmespil, vil det publikum, der ikke kender eller interesserer sig for historikken, opleve et værk, der sagtens kunne være ny dramatik skrevet ud fra observationer her i 2024.
August Strindberg har fanget, hvordan det er at være menneske. Dengang, nu og i fremtiden.
Det er der ikke mange dramatikere, der har opnået, og det er derfor, at teatret som institution konstant beskæftiger sig med de få, der har kunnet. Fascinationen i at kunne spejle os selv og genkende det, vi ser i fortiden, vil altid kunne begejstre et publikum.
Det har Anna Balslev forstået og indfanget.
Victoria?????
Forestillingen, Et drømmespil, er ikke, som det ellers kan lyde, en lang klagesang. Anna Balslevs opsætning er visuelt mørk, men tonen er langt hen ad vejen fyldt med lys og humor. Salen bryder flere gange ud i fællesgrin, hvilket i høj grad er Mikkel Arndt, Simon Kongsted og Ena Spottags fortjeneste.
De medvirkende, med Asta Kamma August i spidsen, er godt sammensat, med de førnævnte, som hele tiden svæver mellem komikken og dramaet. Christine Albeck Børge, der med stor alvor er digteren, der står på mål for det hele, mens Sebastian Kloborg og Maria Kochetkova viser os menneskets ynde og vrede i dansen, som bliver suppleret med stor tilstedeværelse og kulsort seriøsitet fra Mikkel Lund, der igen suppleres af Marie Kildebæks lyddesign, der trøster os alle, mens den kaster melankolien rundt fra væg til væg.
Det hele er balanceret, så Asta Kamma August ikke skal justere noget som helst undervejs, men frit kan være Agnes, med alt hvad det kræver af nysgerrighed og begejstring.
Asta Kamma August er den fødte hovedrolle. Ikke på grund af efternavnet, men på grund af talentet.
Har livet dog intet at glæde sig til?
Scenografien er en svær størrelse på Skuespilhusets store scene. Det er et flot rum, men når det kommer til selve scenen, er det en gigantisk black box, og der skal meget til at skabe en illusion, der ikke ligner et sandkorn i havet.
Men Laura Løwe har fundet en formel, der virker. Hun har udnyttet det store rum ved netop ikke at fylde det op, men bruge det uendelige mørke aktivt. Ikke bare i dybden, men i højden.
Mennesket falder og snubler bogstaveligt talt i græsset, der kun pletvis dækker, og ved små forsigtige placeringer i dybden, bliver illusionen om den uendelige drøm tegnet og skarpt visualiseret. Der bliver gjort så meget ved at vise så lidt.
Forestillingen, Et drømmespil, har vidunderlig dialogudveksling, en rammende monolog, lidt for meget dans, når det nu er et skuespil, selvom det er smukt, et afbalanceret lydunivers, der hele tiden bidrager og aldrig overskygger og vigtigst af alt håb.
Man tager meget mere end et skuespil med hjem i lommen. Her er der tanker til hele vinteren.
Et drømmespil spiller fra 27. september til 12. november 2024. Store Scene. Skuespilhuset.
Varigheden er ca. 2 timer og 30 minutter inkl. en pause.
Medvirkende: Asta Kamma August, Mikkel Arndt, Simon Kongsted, Christine Albeck Børge, Mikkel Lund, Ena Spottag, Marie Kildebæk, Sebastian Kloborg, Maria Kochetkova. Dramatiker: August Strindberg. Iscenesættelse og bearbejdelse: Anna Balslev. Komponist: Viktor Dahl. Scenografi og kostumedesign: Laura Løwe. Koreografi: Sebastian Kloborg. Lysdesign: Jonas Bøgh. Lyddesign: Janus Jensen. Oversættelse: Benny Andersen.
