Kate Winslet er eminent i mangelfuldt portræt
I Lee får vi historien om den amerikanske krigsfotograf Lee Miller (Kate Winslet). En tidligere fotomodel, som ingen rigtig anså for noget, har i årene op til Anden Verdenskrig vist sig af besidde noget af et talent bag kameraet. Det er i tiden som krigskorrespondent for Vogue, at vi følger hendes rejse til frontlinjen. Ikke overraskende bliver hun mødt med en masse benspænd, som følge af at være kvinde, men de billeder hun alligevel får taget, viser sig at have enorm betydning for vores senere forståelse af krigen. Hvor andre tog billeder, der hyldede kombattanterne, dokumenterede hun ofrende for eftertiden.
Historien er egentlig lige til. Faktisk er den så enkel, at filmskaberne har set sig nødsaget til at lave en fortælleramme, hvor Lee gengiver sine erindringer fra årene under krigen til en ung mand, der udspørger hende. En lidt mærkværdig fortælleramme, der skal vise sig, ligesom resten af filmen, meget godt at illustrere, hvor fokus ligger. Det er nemlig en hyldest til Lee, og alle andre aspekter af personen er skåret fra, også selvom det havde skabt et mere nuanceret portræt af Lee Miller.
For strømlinet fortælling
Efter en kort introduktion til Lee i årene op til Anden Verdenskrig, tilbringer vi resten af tiden i de år, hvor hun rejste rundt i det krigshærgede Europa og dokumenterede de krigsforbrydelser nazisterne stod bag. De billeder, som sidenhen ikke bare er blevet hendes eftermæle, men også viste sig at være historiske dokumenter i skildringen af al den død og ødelæggelse som holocaust medførte. Lee som menneske, er filmen dog langt mindre optaget af, selvom man har en oscarvindende skuespiller i hovedrollen.
Hendes forhold til familien og manden, den alt andet end kærlige rolle som mor eller for den sags skyld hendes PTSD eller depression, efter hun vendte hjem til Storbritannien, er der ikke plads til. Det hele bliver samlet i det underfortalte forhold til ægtemanden Roland (Alexander Skarsgård), mens vi ser hende storrygende og drikkende undervejs.
Ligesom med fortællerammen, får vi først en hentydning af, hvorfor Lee er så rebelsk og konfliktsøgende, særligt overfor autoriteter, til allersidst. Men da er historien slut, og så er der ikke tid til at bearbejde et af de traumer, der har formet alle beslutningerne i hendes liv.
Lee er måske en film, der sætter fokus på en af de mange helte fra Anden Verdenskrig, der aldrig rigtig har fået deres tid på den store scene før nu, men det er også en mangelfuld en af slagsen. Det er en entydig hyldest til kvinden bag billederne af nazisternes holocaust, men noget dybdegående portræt er det ikke. Instruktør Ellen Kuras er tilsyneladende ikke interesseret i at vise nogen negative sider af Lee, men det betyder så også, at man aldrig rigtig lærer hende at kende – og det kan selv en altid velspillende Kate Winslet ikke lave om på.
