Et tidsportræt af Nordsjællands gymnasiepiger
Jeg kan hverken påstå at have været en teenagepige, vokset op i en overklasseghetto eller gået på så fornemme gymnasier som bl.a. Aurehøj. Derfor var jeg meget interesseret i at se, hvordan en dramatisering af det sociale liv for denne gruppe ville se ud på det store lærred. Her følger vi den unge Fanny (Andrea Hjejle), der lige er flyttet fra Lolland til Nordsjælland. Hun finder hurtigt ud af, at der er et meget klart hierarki, og efter at være blevet ydmyget beslutter hun sig for at alliere sig med den udstødte, tidligere dronning i klassen Lilja (Anna Lehrmann). Sammen kan de måske klare ærterne, men intet er selvfølgelig så lige til og enkelt, når det kommer til stykket.
Det er en film, der i allerhøjeste grad handler om pigerne. De voksne er strengt taget ikkeeksisterende, med undtagelse af en forælder, der har i omegnen af tre sætninger gennem hele film, hvoraf to handler om en swimming pool renser. Selv de jævnaldrende drenge er i stor grad skubbet i baggrunden, for det er hvilket på de unge gymnasiekvinders præmisser og ud fra deres perspektiv, historien fortælles.
En konstant magtkamp
Og hvad er det så for en virkelighed, disse unge kvinder lever i? Svaret er en angstprovokerende og performativ måde at socialisere, hvor man aldrig rigtig kommer hinanden ved. Med en smøg i den ene hånd og en øl i den anden, ser vi den ene festscene efter den anden, hvor Fanny, Lilja og alle de andre piger fra 2.G enten sviner hinanden til eller direkte forsøge at mobbe andre til underkastelse.
Jeg skal ikke kunne sige, hvor meget sandheden, der er i scenerne, men hvis det er rigtigt, må jeg bare sige, at jeg er glad for, jeg ikke er nogen teenagepige. Deres måde at omgås er så overfladisk, at da vi endelig når kulminationen i Fanny og Liljas karakterudvikling, bliver den sidste del af rejsen ganske enkelt sprunget over. Man føler sig snydt ud af en indsigt i karaktererne, som vi ellers bliver lovet i starten.
Sejrer gennem sin autenticitet
Hvad man tolke ud af det sociale drama er en ting, hvad man dog ikke kan anfægte er, at hele ensemblet er troværdigt. Der er en autenticitet over pigegruppens måde at tale med hinanden på. Man virkelig føler og tror på ikke bare Fanny og Lilja, spillet af Andrea Hjejle og Anna Lehrmann, men også alle de andre gymnasiepiger. Det er eminent casting, der holder filmen kørende også i de perioder, hvor manuskriptet ikke flyder lige nænsomt afsted.
Kontra er bramfri, ærlig og leverer et autentisk ungdomsportræt. Man tror på de her gymnasiepiger, og det skyldes i høj grad både troværdige konflikter og skuespilpræstationer, der på intet tidspunkt klinger hult. Alligevel sidder man tilbage med en lidt skuffende følelse. For til trods for, at perspektivet er fuldt ud fra de unges synsvinkel, tør filmen aldrig udforske de både positive og sørgmodige stunder, der ikke er centreret om fester.
Problemer som mindreværdskompleks, spiseforstyrrelser og ens selvværd, når man hele tiden spejlet sig i andre, bliver kun i mindre grad bearbejdet. I stedet bliver vi fodret med den ene festsekvens efter den anden, hvor pigerne krydser verbale klinger i kampen for at være dominerende. Det ender som et tidsportræt, der tager en generation i forsvar, og som måske hiver fat i de mest dramatiske stunder af deres gymnasieliv. Man savner dog lidt flere mondæne afbræk, så der tegnes et mere nuanceret portræt af pigernes teenageliv, også selvom det måske ikke altid er lige så voldsomt og cinematisk som mobning til fester.
