Filmen bæres af James McAvoy
Som kæmpe fan af den oprindelige danske film, Speak No Evil, af Christian Tafdrup, var det med en vis skepsis, jeg gik ind til den nye amerikanske version. For hvad kan en amerikansk genindspilning egentlig tilføre en gyser, der i høj grad fungerede netop grundet sin specificitet i, hvordan dansk høflighed blev spiddet? Svaret er, ikke overraskende, meget lidt, men mindre kan også gøre det.
I den nye udgave følger vi endnu engang en familie, denne gang amerikanere, bestående af far, mor og datter. De er taget afsted på en ferie i det italienske, hvor de falder i snak med et britisk par. De falder godt ud af det sammen, og efter den amerikanske familie vender tilbage til hverdagen, med alle hverdagens problemer, vælger de at takke ja til en weekendtur oppe i det nordlige England, sammen med det britiske par. Der går dog ikke længe, fra de er ankommet, til det bliver lidt akavet, og så er spørgsmålet, hvor langt man er villig til at gå for at bevare den gode stemning.
En gennemsnitlig amerikansk gyser
Hvor den oprindelige film i allerhøjeste grad handlede om dansk høflighed, og endda gav sig tid og plads til at dykke ned i psykologien hos det ulykkelige forældrepar, er mange af kanterne blevet skåret fra i rejsen til USA.
Væk er nuancerne, og selvom overraskende mange scener er taget direkte fra originalen, mangler den bidske satire, der kan gjorde det til mere end en letfordøjelig gyserfilm. Produktionsselskabet Blumhouse kører derudaf med deres succesfulde stil, hvor alt er skåret helt ind til benet. Det fungerer, men uden at imponere eller med et særligt stilistisk udtryk.
Når jeg så alligevel ikke er fuldstændig afvisende overfor genindspilningen, skyldes det primært James McAvoy. Han spiller faren i det britiske par, og han overspiller til den store guldmedalje. Han er så underholdende, i hans næsten dyriske fremførelse, at man til tider helt glemmer, hvor usammenhængende flere af situationerne egentlig er. Præstationen vil nok ikke være alles kop te, men finder du ham fornøjelig, vil du også blive revet med af filmen.
For ganske vist er Speak No Evil ikke nogen enestående remake. Historien er blevet meget uspecifik, karaktererne er ikke lige så tvetydige, og sidste akt er omskrevet, så den passer til Hollywoods fortælletraditioner. Der er ikke meget tilbage, der ikke er gennemsnitlig, lige med undtagelse af James McAvoy. Hele oplevelsen står og falder med, om du bryder dig om hans præstation, men hvis du gør, kan jeg også garantere, at du vil være underholdt fra start til slut.
