En uhyggelig, men forhastet gyser
I Blink Twice følger vi tjeneren Frida, der til en fornem fundraiser gør indtryk på tech-milliardæren Slater King. Da aftenen er ved gå på hen, inviterer han hende med på en drømmerejse til hans private ø med hans venner. Det er ren luksus fra morgen til aften, men der går ikke længe før Frida begynder at tvivle på, hvor fantastisk det egentlig er.
Plottet lyder grundlæggende meget spændende. Spørgsmålene hober sig naturligt op. Hvad foregår der mon på den øde ø, hvilke lyssky aktiviteter kan der ikke finde sted, og hvilken samfundskritik kan vi ikke blive præsenteret for? Svarende er dog ikke lige så tilfredsstillende, som man kunne have håbet, og det viser sig hurtigt at være en gyser som så mange andre, hvor atmosfæren i store dele af udskiftet med at trække tingene i langdrag.
For langsom i optrækket
Gennem hele den første time sidder man bare og venter på, hvornår filmen egentlig går i gang. Subtilitet er en mangelvare, for man får ikke lov til at mistænke nogen eller noget, uden at der også medfølger en gyserlydeffekt. Og når filmskaberne ikke tør lader os selv afdække ubehaget, er det underligt, at der går så lang tid, før vi får lov til at se, hvad der egentlig foregår på dette tropiske paradis, hvor en flok rigmænd og kvinder fester og tager stoffer så længe dagen er lang.
Mest frustrerende er det dog, da filmen endelig går ind i sin afgørende fase, hvor lavinen af ophobet spænding får frit slag. Pludselig er der meget at forholde sig til, men slet ikke nok tid til at gå i dybden med noget. Man kan se konjunkturer af noget gennemarbejdet, men det er ikke nær så medrivende, som det kunne have været.
Det går faktisk så hurtigt til sidst, at den eneste nævneværdige krølle på historien er, at filmen viser sig at have en meget klar feministisk vinkling. En sjældenhed i gysergenren, hvor kvinder som regel bliver reduceret til ofre.
Tæt på og så alligevel ikke
Channing Tatum får for en sjælden gang lov til at spille andet end klodsmajor, som han har gjort de seneste år. Det er med et noget blandet resultat. Han er ligesom resten af filmen hæmmet af den alt for lange opbygning. Da han endelig viser, hvem han er, og får lov til at folde sig ud, er det nærmest slut, inden det er begyndt. Det samme gør sig også gældende for Naomi Ackie i hovedrollen som Frida. Hun spiller sin karakter meget troværdigt, men har så lidt at arbejde med, at man bliver skuffet på hendes vegne.
Blink Twice er mere end noget andet en frustrerende oplevelse. Ikke fordi den er decideret dårlig, men fordi man hele vejen igennem sidder med en følelse af, at hvis man bare havde strammet manuskriptet op en smule, kunne det have været en meget mere effektfuld og effektiv gyser. Der er momenter af oprigtig uhygge, og selvom man ligesom i de fleste andre gysere ikke skal bruge for meget tid på at finde en logik i konceptet, er det et skræmmende scenarie, vi bliver præsenteret for. Det tager bare alt for lang tid, før filmen bliver virkelig interessant.
