Der var engang for længe siden fx i forgårs
De syv små dværge bor i skoven vest for Allerød
Stakkels Snehvide skal mange mordforsøg igennem, før dramatiker Lucas Svensson selv synes, at han er kommet i mål med sine budskaber. Om publikum synes, forestillingen kommer i mål, er mere usikkert.
Det publikum, der efterfølgende stod på fortovet foran teatret denne aften, et par dage efter premieren, var både chokeret, begejstret, irriteret og opgivende. Måske var målet nået så?
Hvis du vover dig ind i det, der engang var en lejlighed i stueetagen på Toldbodgade, bliver du inviteret med indenfor i en verden, der, i de første sekunder, godt kunne have været en uskyldig teatertrup med fokus på historier til børn. Men alle bliver lynhurtigt klar over, at vi skal helt ned i sølet, der hvor håbet for længst er blevet vendt, drejet og dissekeret.
Mordforsøg på Snehvide er en forestilling, man affinder sig med de efterfølgende dage, men den kan heller ikke komme uden om, at det samlede overblik aldrig når publikum, men efterlader sine gæster til deres egen analyse af, hvad det er, de lige har oplevet.
På den ene side virker budskabet lige til og en smule forudsigeligt, men samtidig leder forestillingen efter meget mere, med symbolikken og i de kunstneriske beslutninger. Det hele er nemlig sovset ind i alt for mange valg og lag, der på overfladen er forsøgt perverteret alene for provokationens skyld, og det havde måske været tiltrængt og vellykket i 1988, som ser ud til at være forestillingens visuelle referencepunkt, men nu her i 2024 virker det mest bare som dårlig smag med vilje.
Her mener jeg genren – Bad Taste – hvor det ulækre og ubehagelige dyrkes.
Så det, der, som før nævnt, startede i en ramme, der lige så godt kunne have været børneteater, bliver lynhurtigt transformeret til en dårlig udklædningsfest, hvor det åbenbart stadig er meget interessant at tale rigtig meget, som i rigtig meget, om tis og kønsdele.
En gammel kvinde er som et glas mælk, der har stået for længe i solen
Nu er det jo heller ikke fordi, at der er et krav om at holde alle i hånden undervejs på rejsen.
Alle skal ikke mene eller tolke sig frem til de samme budskaber, for der er nødvendigvis ikke et samlet og aftalt facit. Men når forestillingen udstråler usikkerhed og enkelte gange kører på et spor, der ikke føles færdiglagt, så bliver oplevelsen af værket også usikker og rejsen en bumlet omgang.
Henrik Birch og Charlotte Elizabeth Munksgaard skruer op for ubehaget sammen med Miranda Godvil, og til tider er det muligt at se skuespillerne projicere noget, der er ægte, men for det meste drukner det i unødvendig og gentagende tekst, og i min ydmyge mening en alt for voldsom instruktion.
Man fødes jo ikke kvinde, det er noget man bliver
En meget ung kvinde, 17 år, gør rent i et hus vest for Allerød. Her sidder en mand og græder over tabet af sin kone. Den unge kvinde, som man vel egentligt godt må og kan kalde en pige, er af den opfattelse, at så længe man ser godt ud og er et godt knald, så har man stor værdi i verden. Hun træder derfor til og trøster manden, bliver hans kæreste og stedmor til et nyfødt barn.
Nu, mange år efter, er manden aldrig hjemme, men sælger havenisser i Kina og Rusland, og hvis han endelig er hjemme, synes han stedmoren er gammel, grå og en smule til grin med sine identitetskrisebriller.
Jalousien bliver alt overskyggende. Snehvide er næsten voksen, og alle mændene ser nu hendes vej og ikke længere på stedmoren.
Hvis man laver regnestykket, så betyder det, at forestillingens påstand er, at hvis du er en kvinde på 34 år eller lidt derover, så ligner og opfører du dig som en pensioneret, hadefuld og afdanket cirkushest, der drikker sig fuld i vin fra Chablis.
Det er jo ikke engang symbolsk, i forhold til den virkelighed vi lever i, længere.
Stedmoren forsøger flere gange at myrde Snehvide, som ikke lader sig skræmme, men naivt bliver ved med at invitere indenfor. Ellers var der jo ingen historie.
Til sidst vågner de syv små dværges voldelige seksualitet dog, og finalen kan begynde.
Det er som Simone de Beauvoir skrev i 1949. Man fødes jo ikke kvinde, det er noget man bliver. Men hvad bliver man?
Det må du se forestillingen for at få et svar på. Jeg er spændt på, om kvinder i dag kan se eller genkende sig selv i det svar eller spejl, Mordforsøg på Snehvide tilbyder.
Mordforsøg på Snehvide spiller fra 17. august til 21. september 2024. På Teater FÅR302
Varigheden er ca. 80 minutter uden pause.
Medvirkende: Charlotte Elizabeth Munksgaard, Henrik Birch, Miranda Godvil. Dramatiker: Lucas Svensson. Instruktør: Egill Pálsson. Scenografi og kostumedesign: Siggi Óli Pálmason.
Komponist og lyddesigner: Klaus Risager. Lysdesign Fabián Carvallo.
Kostumer: Camilla Lind. Bygger og teknisk produktionsleder: Karl Jes Jessen.
Oversættelse: Me Lund. Assisterende instruktør: Johan Klint Sandberg.
Produktionsleder: Barbara Rousset. Instruktørassistent: Nicoline Thyrsted Gandrup.
Syerske: Laura Bogstad. Byggeassistent: Vivian Sif Stegeager. Afvikler: Jakob Folke Ivarsson.
Foto & art work: Søren Meisner.
