Et umage par
Gøg og Gokke i rødt og gult
Deadpool & Wolverine har alt det, fans har længtes efter. Humoren er tilbage, selvironien sidder bag rattet, og sarkasmen driver ned ad væggen.
I biografens mørke kan alle igen slippe deres gemte teenageralterego fri og uden frygt grine af alt den pruttehumor, vi har glemt, at vi så desperat har brug for.
Man kunne godt frygte, at Ryan Reynolds og netop den humor, der følger med, var et overstået kapitel, men iført den røde Deadpool dragt er han den messias, filmen selv gør grin med, at MCU og Kevin Feige har brug for.
Det er fuldstændigt umuligt at gengive noget af handlingen i Deadpool & Wolverine uden at spoile, for plottet er tyndt og gennemskueligt. Men det er ikke dovent manuskriptarbejde, tværtimod, det virker af den simple årsag, at Deadpool er den alvidende fortæller. Han glider ind og ud af fiktionen og virkelighedens kendskab til, hvad publikum tænker og synes om MCU, multiverset, de tidligere Deadpool-film, de tidligere Avengers-film, hvilket filmselskab, der har opkøbt et andet osv. Han er en fiktiv karakter, der ved, at han spiller en karakter i en Marvel-film. Alt er tilladt, og det virker.
Det bliver SÅ åndsvagt, og det er så forløsende dejligt.
Internettet kan ikke andet end flyde over med debat om skjulte rekvisitter, kampkoreografier, detaljer i baggrunden, og hvem sagde hvad fra hvilken film.
MEN husk nu ikke at ødelægge det for andre.
Når man satser hele huset på rødt og sort
”Jeg lugter, hvad det er, du træder i,” siger Deadpool allerede i traileren, mens han gav alle os, der håbede på, at Marvel ikke havde solgt og presset den sidste citron ned i Disneys allerede alt for søde limonade, fornyet håb. Heldigvis er denne citron fyldt med så mange beskidte vitaminer, at musen med de røde bukser har søgt tilflugt i en af sine egne forlystelsesparker.
Det er et kæmpe sats at invitere Deadpool med ind i varmen og endda åbne døren ind til, at han nu er en del af det officielle univers på den hellige tidslinje. Men det er tydeligt for alle, der følger med i MCU, at (måske) med undtagelse af Guardians of the Galaxy Vol. 3, så er der gået samlebånd i film- og serieproduktionen, og det har langt fra kun været historiefortællingen, der har haltet, men i høj grad også CGI-effekterne. Det, blandet godt og grundigt sammen med Disneys tydelige indblanding, har efterladt en synkende skude, og fans som mig selv har ved hver ny udgivelse siddet med diverse sutteklude og bamser, hentet ned fra loftet, for at trøste og komme sig over et nyt lavpunkt.
Men ikke mere.
Deadpool & Wolverine er det plaster, vi har brug for.
Det var et spændende valg at sætte Shawn Levy i instruktørstolen. Han har tidligere instrueret Ryan Reynolds i The Adam Project og Free Guy, og han har instrueret Hugh Jackman i Real Steel.
Men den lange instruktørliste er ikke fyldt med mesterværker, og bare fordi man hygger på settet, betyder det jo ikke, at produktet bliver en succes.
Men det lader til, at de to canadiere har fundet hinanden og med stor selvsikkerhed rammer plet.
På mange måder har mødet med Wolverine været på tegnebrættet siden begyndelsen. Det virkede bare umuligt at gennemføre, men Hugh Jackman har virkelig forstået, hvad det er Deadpool kan, og den fiktive beef mellem de to har gjort reklame for denne film i årevis.
Nu kan resultatet af den lange ventetid endelig ses i biografen, og selv om det bare er underholdning, er det spændende at se, hvad, hvis noget, det kan gøre for MCU i fremtiden.
Det er sikkert, at de gæster, der er med i denne omgang, nyder hver frame, de får, og det er samtidigt en stor hyldest til alt det, der kom før den første Iron Man i 2008. Tak for det.
