Multifortællingsfilm skaber absurd komik

Yorgos Lanthimos er en produktiv herre for tiden. Han havde knap nok fået overstået vinterens award season med den anmelderroste Poor Things, før han i maj måned stillede op i hovedkonkurrencen i Cannes med den nye Kinds of Kindness, som består af intet mindre end tre separate fortællinger.

I den første fortælling følger vi Jesse Plemons i rollen som Robert, som lever sit liv efter et skema, som er nøje planlagt af en mystisk rigmand ved navn Raymond (Willem Dafoe). Raymond bestemmer, hvad Robert skal spise og drikke, hvilket tøj han skal have på, hvilke bøger han skal læse, hvornår han skal have sex med sin kone, og om han skal have børn eller ej. En dag siger Robert dog fra, da han bliver bedt om noget, der muligvis kan slå en anden mand ihjel, og derfra begynder et nyt kaotisk liv for Robert, som han har svært ved at finde sig til rette i.

I den anden fortælling er Jesse Plemons en politimand, hvis kone (Emma Stone) er forsvundet til havs, hvilket han har svært ved at kapere. Da hun bliver fundet igen og bragt hjem, er han overbevist om, at det ikke er hans rigtige kone, men blot en der ligner, hvorefter han forsøger at afsløre hende.

I den tredje fortælling spiller Emma Stone rollen som Emily, der er del af en kult, som arbejder på at finde en kvinde, som kan vække de døde til live. Hun tager på eftersøgningsopgaver med sin makker (Jesse Plemons) og rapporterer til kultlederen Omi (Willem Dafoe). På trods af sin hengivenhed til kulten, har Emily dog svært ved at slippe sin eksmand og datter, som hun forlod.

Den eksistentielle fællesnævner
Som udgangspunkt er der plotmæssigt ingen sammenhæng mellem disse tre historier – udover en enkelt mystisk karakter – og vi får leveret tre vidt forskellige fortællinger. Det er hovedsageligt de samme skuespillere (Jesse Plemons, Emma Stone, Willem Dafoe, Margaret Qualley, Hong Chau og Mamoudou Athie), der går igen i de tre fortællinger – bare i en ny rolle i hver fortælling.

Tematisk er der dog en rød tråd i fortællingerne i form af en eksistentialisme. Fortællingerne siger alle noget om afhængigheden af og lysten til at leve et systematisk liv under kontrol – og finde meningen derved – og om forholdet mellem mennesker, hvor nogle tager den magtpåliggende rolle, og andre den underdanige. Forresten samme tematik, som går igen i flere af Lanthimos’ film.

Tilbage til absurditeten
Noget andet, der går igen, i alle Lanthimos’ film, og som denne film bestemt også bærer præg af, er humor og absurditet. Hvor Lanthimos med sine to seneste film, Poor Things og The Favourite gik over til at lave lidt mere plotdrevne og lidt mindre absurde film (selvom de, bevares, stadig er ret absurde) end de to foregående, The Killing of a Sacred Deer og The Lobster, så er han med sin nyeste film tilbage til den ekstremt absurde stil, som man så i de første amerikanske film han lavede. Samtidig har Kinds of Kindness masser af komiske situationer blandet med seriøst drama, som man kender det fra hans film.

På trods af, at skuespillerne spiller forskellige roller, så gør de det alle exceptionelt fremragende i hver enkel portrættering og viser, at Lanthimos har samlet nogle af tidens bedste skuespillere. Samtidig med det, har han skabt en absurd komisk, medrivende, underholdende og eftertænksom film, der bestemt fortjener at blive set.