En stærk personlig rejse

I Marguerites formel følger vi den unge talentfulde matematiker Marguerite (Ella Rumpf), der er i gang med sin ph.d. på et prestigefyldt forskningsinstitut. Hendes forsvar går dog alt andet end godt, og denne fiasko sender hende ud på en dannelsesrejse, hvor hun for første gang rigtig udforsker verden udenfor de klare akademiske rammer.

Det er en film, der handler om at finde sig selv, og balancegangen mellem personlig lykke og professionel succes, men den helt store oplevelse af Ella Rumpf i rollen som Marguerite. Karakteren bliver virkelig sendt på en dannelsesrejse, og hun formår både at skildre hendes sårbarhed og kolde matematiske intelligens som relaterbar i stedet for fremmedgørende. Det er en meget svær rolle at få til at fungere, men det lykkedes for hende, og man forstår godt, hvorfor hun allerede har vundet et hav af priser i Frankrig.

Til forskel fra det nuancerede portræt af Marguerite, kan man ikke sige, det samme er tilfældet for store dele af ensemblet. Hendes mor er lige lovlig stereotyp i hendes manglende forståelse, ligesom de mange spørgsmål om det mandsdominerede felt Marguerite arbejder i, sjældent formår at bidrage med mere end banale iagttagelser.

Den manglende dybsindighed, når det kommer til andet end hovedkarakteren, kan ikke være andet end en smule skuffende, når instruktør Anna Novion og resten af holdet har valgt en meget lavmælt visuel stil. Der er med andre ord ikke så meget andet end det narrative indhold, som fanger ens interesse.

Når alt dette så er sagt, er det alligevel let at anbefale Marguerites formel. Den stærke skuespilpræstation af Ella Rumpf, den rejse Marguerite tager ud på, og de mange udfordringer og livsspørgsmål hun må forholde sig til, gør filmen værd at opleve, også selvom de resterende skildringer ikke vækker samme begejstring.