Manuskriptforfatter. Instruktør. Skuespiller. Producer.

Kevin Costner er tilbage på det store lærred. Ikke at han som sådan har været væk, men meget tid er blevet brugt på en anden fiktionsfortælling om Amerika. Serien Yellowstone har banet vejen og længslen efter en god gammeldags western, og det har den garvede filmstjerne leveret.

Der skal i høj grad lægges vægt på gammeldags. Men ikke i negativ forstand. Kevin Costner kommer fra den gamle skole, når det kommer til dramaturgisk opbygning af film og kameraføring.

Det så vi allerede, da han instruerede og selv spillede hovedrollen i Danser med Ulve tilbage i 1990, hvor han hev tre oscarstatuetter med hjem til kaminhylden for bedste hovedrolle, bedste instruktion og bedste film. Selv om han ikke selv står bag kameraet i filmen The Bodyguard fra 1992, men spiller den altoverskyggende hovedrolle, så er det også her tydeligt, hvad der bliver betragtet som god filmfortælling, når hr. Kostner er involveret. Filmen bliver stadig vist i undervisningen på filmskoler som eksempel på, når berettermodellen bliver udnyttet ned til mindste detalje, og det stadig virker friskt og uforudsigeligt.

Det samme gør sig gældende for Horizon. Eller det tror jeg da. Det er svært at skrive noget fyldestgørende, når man (kun) har fået forretten og (kun) kan dufte hovedretten ude fra køkkenet.

Selv om Horizon. Del 1. har en spilletid på 181 minutter, er oplevelsen som en lang opbygning af et persongalleri, og netop da vi som publikum kan mærke, at nu glider vi over i uddybelsen og optrapningen af konflikten, eller nærmere konflikterne i dette tilfælde, ja så er det tak for i aften og så kører rulleteksterne.

Slow burn, men med den gode varme
På mange måder har filmen det hele. Der er uretfærdighed på alle fronter. Nybyggerne har købt et stykke land, som de tror og håber på, kan blive en bedre fremtid. De indfødte kæmper for at bevare, hvad der var deres, men bliver jagtet for den brutalitet de udøver. En stor dreng mister hele sin familie, da de bliver myrdet, men i hævnens mørke er han med til at gøre det samme.

Der er mange små og store fortællinger og plotlinjer at følge, og de er alle sammen godt skrevet, men langt fra alle er nødvendige, og et par er decideret noget, vi har set lidt for mange gange før.

Filmen er stærkest, når den benytter sig af den tematik, der går ud på, at begge sider bliver uretfærdigt behandlet. Det sker for det meste, men der er da også den klassiske hævngerrige jagt, der skal være i en western, så det er der også i denne western.

Kevin Costner er god til at holde teknikken tilbage og benytter sig af klassiske kameravinkler og ikke meget lir. Der er vidunderlige totalskud, der viser det flotte land, og de muligheder der var, som får nutidens Amerika til at ligne en container i brand. Klippebordet ryster aldrig på hånden, og også her er det den klassiske værktøjskasse, der er fundet frem.

Der, hvor det halter, er når det kommer til kostumer, hår og make-up.

Jeg synes hele tiden, at det er statisterne, der er arbejdet mest med at få til at se troværdige ud. Hver gang vi bliver præsenteret for en karakter, som vi aktivt skal følge, er det meget tydeligt, for håret sidder upåklageligt, tøjet er lige lidt pænere, renere og knap så krøllet. Et trick, der sikkert virkede perfekt på 35 mm celluloid, men når man skyder digitalt, på Redcode RAW 6K og 8K, er billedet for rent, og detaljerne kan ikke skjules.

Der er skuespillere, ud over Kevin Costner selv, som man kender. Det gør ikke det store, men det er de mindre kendte ansigter, der løber med opmærksomheden.

Det er ikke fordi jeg sad på kanten af stolen da Del 1. blev lukket ned, men jeg er stadig glad for, at vi ikke skal vente flere år på en efterfølger. Del 2. kommer allerede i sensommeren.

Hvis alt går efter planen, bliver Horizon afsluttet med Del 4. Lad os se til den tid, hvordan helheden opleves.

Der er potentiale til et klassisk hovedværk i amerikansk filmhistorie, men meget kan ske endnu.