Et nutidsdrama om nærvær og ensomhed
Nogle gange dør man på en onsdag
På dette års CPH STAGE festival var det muligt at se forestillingen Maria, der blev præsenteret i samarbejde med Odense Teater, C:NTACT og Betty Nansen Teatret.
Fire forestillinger blev det til på Edison, og til september er det muligt at se forestillingen igen på Odense Teater, og hvis du ikke allerede har set Maria, så kan det varmt anbefales.
Stykket, der er skrevet af den britisk-irske dramatiker Simon Stephens og iscenesat af Nicolei Faber, kan lyde som en tung socialrealistisk omgang, men løfter sig og flyver over mørket og lige ind i hjertet. Det skyldes i høj grad også Freja Klint Sandberg, som har skabt en Maria, man ikke kan andet end at holde af.
Maria, som kun er 18 år gammel, er gravid og alene. Hendes mor er død, hendes bror er stukket til søs, og hendes far er, lige som resten af den lille havneby, metaforisk sunket langsomt i havet, hvor den ene dag ligner den næste.
Det eneste Maria har er sin bedstemor, som egentligt ikke er til megen hjælp, men i det mindste prøver bare en lille smule.
Maria leder efter en, som vil være med til fødslen, men må nøjes med sin egen stemme, der til gengæld aldrig er stille.
Nogle gange, når jeg drømmer, er jeg bange for at falde opad
Freja Klint Sandberg stråler i rollen som Maria, hvilket er en tiltænkt kæmpe kontrast til det univers forestillingen ellers portrætterer. En insisterende og nysgerrig positiv naivitet gør det muligt for Maria at træde vande, mens resten af den førnævnte havneby lader sig synke ned i modløsheden.
Teksten er lyrisk lokkende med de mange skæve og krøllede observationer, og den danske oversættelse er virkelig vellykket.
De andre medvirkende gør sig tunge, grå og rå og der skal ikke gå mange sekunder af forestillingen, før et komplet billede af byen er etableret.
Det skyldes til dels også en scenografi, der ved første øjekast virker lidt for minimalistisk, men ved brug af beton-samleelementer hurtigt giver illusionen af alt fra stenrev, lejlighed eller hospital. Men hele tiden og altid gråt og vådt.
Hele scenegulvet er vand. Ikke mere end et par centimeter dybt, men nok til at illustrere den rå og ubarmhjertige virkelighed en havneby kan være. Der er ikke et helle, hvor man kan finde lidt fred.
Githa Lehrmann viser, i rollen som bedstemor, med stor sikkerhed, hvordan et helt liv her kommer til at se ud, hvis det aldrig lykkes at slippe væk. Der er kærlighed til familien, men ikke nok til at gøre noget ved det og for det.
Jeg skal nok tie stille nu
Hele første akt flyver afsted i et næsten fejlfrit tempo, hvor publikums fascination og interesse hele tiden stiger. Det er derfor også meget frustrerende, når begyndelsen på anden akt ikke direkte afviger, men så alligevel skifter spor med en alt for lang række af scener, hvor Maria taler med betalende ensomme kunder i et chatroom, der, efter hun er blevet fyret i det lokale Fitnesscenter, er blevet hendes arbejde nu.
Isoleret virker det stadig som samme ramme og samme præmis, men det strækker sig over for lang tid, og i for mange retninger, før vi bevæger os tilbage til det etablerede fra første akt, som vi så skal bruge tid på at finde kontakten til igen.
Hvis man havde valgt at placere de små chatroom samtaler igennem hele forestillingen og måske også havde halveret antallet, havde forestillingen Maria virket mere sammentømret, hvor den nu virker delt i to bider afbrudt af en videoinstallationsblok.
Det gør det ikke svært for publikum at finde tilbage til det magiske, som første akt forærede os, men opbygningen mod det uundgåelige, som vi alle ved kommer i forestillingen, har taget et bagsæde i for lang tid.
Men forestillingen Maria er stadig tæt på at være et mesterværk, som fanger de nødvendige spørgsmål i tiden og vil blive husket som fantastisk scenekunst.
MARIA spillede fra 6. juni til 8. juni 2024. På Edison under CPH STAGE
MARIA spiller fra 2. september til 21. september 2024. På Odense Teater
Varigheden er ca. 2 timer og 10 minutter inkl. pause.
Medvirkende: Freja Klint Sandberg, Githa Lehrmann, Kristoffer Helmuth, Klaus T. Søndergaard, Mikkel Bay Mortensen, Lea Baastrup Rønne, Dramatiker: Simon Stephens. Instruktør: Nicolei Faber. Scenograf: Jonas Fly Filbert. Forestillingsleder: Anne Mette Juul. Dramaturg: Mathias Rosenkrands Bech. Lyddesigner: Rasmus Juncker. Lysdesigner: Simon Holmgren. Fotograf: Emilia Therese.
