En ujævn, men tankevækkende oplevelse
I filmen Tótem får vi serveret den atmosfæriske fortælling om syvårige Sol og hendes familie i Mexico. Hen over et døgn følger vi familien, der er samlet til en surpriseparty for Sols kræftsyge far. Folk kommer fra nær og fjern og mit i kaosset, og de almindelige skænderier denne type komsammener normalt medfører, begynder virkeligheden at fremstå mere og mere fjern for det unge familiemedlem, der på poetisk vis må erkende, at hendes verden kommer til at forandre sig for altid.
Som du nok kan udlede, er det den type film, man bør elske som filmanmelder. Fokus er på stemningen fremfor plottet, hvor der ingen traditionel treaktsstruktur er at spore, mens karakterbeskrivelserne er mere dokumentariske i natur. Det er i hvert fald værd at bemærke de mangle arketyper med dertilhørende slutdestination. Fra forberedelserne tidligere på dagen, til festen om aften og de mange familieinteraktioner, kan man til tider føle sig lige så overvældet, som det også må være for en lille pige, der tålmodigt venter på sin far, hvis tid er ved at rende ud.
En familie i opbrud
Men selvom jeg måske intellektuelt kan forstå den følelsesmæssige rejse for Sol, der må lære at give slip, blev jeg aldrig fanget af filmen. Portrættet af en familie i opbrud er passende kaotisk, men er det på samme måde hele vejen igennem, hvilket gør det hele noget monotont at bevidne. Når langt størstedelen af scenerne består af nye familiemedlemmer, der pludselig kommer ind fra siden af, eller søskende, hvor langvarige stridigheder kommer op til overfladen, begynder man at tvivl på den dybde, der ellers skiltes så meget med.
Heldigvis er det en gennemgående autentisk skildring af en krisestund. Det er fx meget autentisk, når Sol forsøger at opmuntre sin kræftsyge far, der kæmper med at holde masken. I scener som denne står filmen skarpest. Der er dog så mange karakterer og små sideløbende vignetter, som hele tiden påtvinger sig plads. Så vi kommer ikke så meget i dybden med de virkelig vigtige personer, såsom Sol og hendes allernærmeste familie, som man kunne have håbet.
Tótem er en tankevækkende om end noget ujævn film. Det utraditionelle fortællesprog, hvor dokumentarisk kameraarbejde, krydres med skæve eksistenser og til slut også næsten magisk realisme, tvinger en til at tænke over, hvordan man mon selv ville håndtere en lignende krise, hvis man selv stod i den. Som filmoplevelse, er den dog ikke lige så effektfuld som de tanker, den sætter i gang.
