En karakterbåren debut fra Keaton
Efter en årtiers lang succesfuld karriere foran kameraet har Michael Keaton valgt at springe ud som instruktør for første gang i den spæde alder af 72 år. Det er blevet til filmen Knox Goes Away, der måske lyder som en generisk Liam Neeson actionfilm, men det er heldigvis på ingen måde tilfældet.
I filmen møder vi den aldrende lejemorder Knox, spillet af Keaton selv. Han lever en ensom, men umådelig vellykket tilværelse i det brutale erhverv, hvor de færreste når pensionsalderen. Det er dog ikke nogen rivaliserende bande, men i stedet sygdom, som har i sinde at stoppe ham. Hurtigtvirkende demens lyder diagnosen. Det går hurtigt fra ondt til værre, for inden han har nået at affinde sig med dødsdommen, dukker hans fremmedgjorte søn op på dørtrinnet med skjorten smurt ind i blod.
En solid historie
Det lyder måske som præmissen for en hjernedød actionfilm, hvor vi det ikke bare er Knox, men også publikum, der langsomt kommer til at blive dummere, efterhånden som actionsekvenserne kun bliver vildere og mere idiotiske. Der er dog tale om en positiv overraskelse, for det er historien og karaktererne, der er i centrum. Vi kommer langsomt ind på livet af et økonomisk persongalleri, bestående af Knox, hans søn Miles, spillet af James Marsden og politibetjenten, der jagter ham spillet af Suzy Nakamura. De bliver flankeret mindre roller, hvor også en noget slidt Al Pacino dukker op, der alle understøtte en fortælling om sorg og anger.
Det mest positive er til ingens forbavselse Keaton selv. Han tilfører Knox stor dybde, mens han kæmper for ikke at miste sig selv, inden han kan redde sin søn. Også James MArsden, der nok mest er kendt for at spille overfladiske roller som fx Cyclops i X-Men filmene, fremstår også troværdig. En fællesnævner for hele ensemblet, der kun gør det til en fornøjelse at se, når karaktererne fremstår som rigtige mennesker med modsatrettede følelser.
Fokus på historien sker dog på bekostning af de cinematiske kvaliteter. Det beskedne budget ligger nok også til grund, men med undtagelse af et meget begrænset antal scener, skal man ikke forvente nogen visuelle spidsfindigheder eller bombastiske effekter.
Men selvom Knox Goes Away måske ikke kommer til at revolutionere filmmediet, er det en bundsolid instruktørdebut af Michael Keaton, der virkelig fortjener anerkendelse for sin stærke historiefortælling og fremragende skuespil. Det er en film, der med al tydelighed viser, at en god historie stadig er kernen i enhver filmoplevelse, og så er det nemmere at tilsidesætte de andre mangler.
